Tidligere selvmordstruet: Lyt til os og tal ikke om os
Fredag er det international dag for selvmordsforbyggelse. Flere steder i landet holdes arrangementer for at sætte fokus på problemerne og MIO opfordrer til tilpassede strategier for forebyggelse.
I dag er international dag for selvmordsforebyggelse. Et problem som berøer mange mennesker her i landet, og som kræver fokus og en målrettet indsats.
- Sidste år var der 120 selvmordsforsøg i Grønland. De fleste af os kender nogen som har oplevet det, og det påvirker os alle dybt. Derfor står vi ofte med spørgsmålet om hvad vi kan gøre, skriver MIO i en pressemeddelelse.
MIO har haft en samtale med en person, der har forsøgt selvmord, og vedkommende fortæller, at der ikke kun kan være én måde at forebygge selvmord på, da der kan være forskellige grunde til, at en person ønsker at ende livet.
Flere faktorer
Ifølge Center for Folkesundhed i Grønlands udgivelse ”Mental sundhed blandt 15-34-årige i Grønland” kan man læse, at tre faktorer har størst sammenhæng med tanker om selvmord eller forsøg på selvmord. Og det er alkoholproblemer, vold og seksuelt overgreb i barndommen.
Selvstyret oplyser på deres hjemmeside, at det igen i år har været muligt at søge om tilskud til selvstyret for at lave arrangementer på dagen.
Der er givet støtte til lokale arrangementer i 11 byer og 13 bygder rundt om i landet.
Inddrag de involverede
MIO gengiver i en pressemeddelelse en udtalelse fra en person, der tidligere har været selvmordstruet. I udtalelsen understreges det, at flere forskellige behov kan være aktuelle for hvert individ, der har selvmordstanker.
- Lyt til os og tal ikke om os. Inddrag os når I skal lave strategier. Det er os som ved, hvad det handler om, så lyt til vores behov, fremfor at lave kampagner og debattere om os, uden at have hørt os. Og endeligt: når vi endelig søger hjælp, så tag os alvorligt, frem for at vi skal bevise hvor hårdt vi har det. Mange af os får først hjælp, når vi har forsøgt selvmord, lyder det.