mindeord

Tidligere medlem af Landsrådet og Landstinget er gået bort

Lørdag afgik tidligere medlem af Landsrådet og Landstinget Peter Lars Gerhardt Godtfredsen ved døden. Han blev 84 år

Offentliggjort

Tidligere medlem af Landsrådet og Landstinget, Peter Lars Gerhardt Godtfredsen, bedre kendt som Lars Godtfredsen, afgik ved døden lørdag.

Formanden for Inatsisartut, Lars-Emil Johansen, har skrevet nedestående mindeord:

'Jeg mindes Lars, som jeg sad sammen med som medlem af Grønlands Landsråd, hvor han sad fra 1974. Han kom ind i Landsrådet sammen med Hendrik Nielsen, som suppleanter for henholdsvis Johan Knudsen og Jørgen Poulsen, der begge forulykkede i et helikopterstyrt i 1974.

Lars Godtfredsen blev genvalgt i 1975, og han forblev ligeledes valgt ind i Landstinget efter Hjemmestyrets indførelse og sad som medlem af Atassut-gruppen i Landstinget frem til 1981, hvor han trådte tilbage af personlige årsager.

Lars kom fra Narsaq og var uddannet maskinarbejder og var i flere år aktiv for Grønlands Arbejder Sammenslutning GAS, hvor han var formand for dens lokale afdeling i Narsaq igennem flere år og medlem af hovedbestyrelsen i tre år. Han var i flere år ansat i El-værket i Narsaq. Ligesom han var kendt i foreningslivet i Narsaq.

Lars var søn af storfangeren Andreas Godtfredsen og var selv en meget dygtig fanger.

Han sad også i kommunalbestyrelsen i Narsaq og var en overgang Viceborgmester.

Æret være hans minde.'

Powered by Labrador CMS