Tidligere ICC-formand bliver kulturambassadør

Qeqqata Kommunia har udpeget Carl Christian Olsen, Puju, som kulturambassadør under et arrangement til vintersolhverv.

Carl Christian Olsen, Puju, er kulturambassadør i Qeqqata Kommunia det næste halvandet år.
Offentliggjort

Iblandt 10 indstillede til kulturambassadør i Qeqqata Kommunia, har udvalg for uddannelse besluttet at udpege tidligere ICC-formand, forsker og menneskerettighedsforkæmper, den 79-årige Carl Christian Olsen, Puju som kommunens kulturambassadør.

Titlen blev uddelt under en ceremoni den 21. december 2022, skriver Qeqqata Kommunia på sin hjemmeside.

Formand for udvalg for uddannelse, Evelyn Mølgaard, S, begrunder udpegelsen med, at Carl Christian Olsen har et stort kendskab til den gamle kultur, det grønlandske sprog og menneskerettigheder.

- Det er vigtigt, at han har indflydelse overfor unge og at ny viden tilegnes af de unge, sagde Evelyn Mølgaard.

Bevaring og udvikling af kultur

Udvalget påpegede i deres begrundelse, at Carl Christian Olsen har været med til at bevare og udvikle den grønlandske kultur og sproget, samt har arbejdet ihærdigt for, at inuits identitet og rettigheder bliver anerkendt.

- Når vi udpeger en kulturambassadør, så laver vi en kontrakt med vedkommende. I dette tilfælde forpligter Carl Christian Olsen sig til at være mere synlig omkring sit arbejde indenfor kultur, sprog og menneskerettigheder, så han dermed viderebringer sin viden til de unge, forklarer Evelyn Mølgaard.

Titlen som kulturambassadør i Qeqqata Kommunia er en ubetalt titel, lyder det fra Qeqqata Kommunia.

Under ceremonien holdt kulturambassadørens datter, Nunni Navaranaaq Olsen en tale til sin far, hvor hun takkede ham for hans arbejde for værdsættelsen af det grønlandske sprog.

Også ICC’s formand, Sara Olsvig deltog til ceremonien via link online.

Carl Christian Olsen, Puju, skal være kulturambassadør i Qeqqata Kommunia frem til den 21. juni 2024.

Powered by Labrador CMS