krise i KNI

Tidligere bestyrelsesformand belastet

Opsigtsvækkende og belastende oplysninger vælter ud af den redegørelse, som KNI’s revisionsfirma Deloitte har udarbejder for bestyrelsen

Den daværende bestyrelsesformand Michael Skourup har blandt andet udbetalt en omstridt bonus på 300.000 kroner til daværende KNI-koncernchef Claus Jensen

Det er ikke udelukkende KNI’s koncernchef, Claus Jensen, som er belastet af den revisionsundersøgelse, som handelsselskabets bestyrelse har fået foretaget.

Det samme gælder Michael Skourup, der var bestyrelsesformand fra august 2009 til august 2013.

Ifølge Sermitsiaqs oplysninger har bestyrelsesformanden fået dækket telefonudgifter på i alt 136.000 kroner i perioden fra marts 2011 til august 2013.

Bestyrelsesformanden har i perioden brugt arbejdstelefonen fra sit konsulentfirma KuMi Consult. Og Deloitte konkluderer på den baggrund, at det store forbrug reelt har betydet, at bestyrelsesformanden har fået et ekstra honorar ud over den ordinære aflønning som bestyrelsesformand på 200.000 kroner om året.

Læs "Derfor blev KNI-chefen fyret"

Flere belastende ting
Dertil kommer, at den daværende formand har udbetalt en omstridt bonus på 300.000 kroner til Claus Jensen. Udbetalingen er sket i juni i år - kort før generalforsamlingen, hvor han blev afsat.

Udbetalingen er sket, efter at parterne har underskrevet et tillæg til koncernchefens kontrakt.

Ifølge den ordinære kontrakt har koncernchefen mulighed for at forhandle en bonusordning på plads, men bonusmålene skal hænge tæt sammen med målene i KNI’s budget. Og det er der ikke tegn på har været tilfældet, vurderer Deloitte i sin undersøgelse.

Dertil kommer, at Michael Skourup har inviteret Claus Jensen med på en forretningsrejse til USA, inden vedkommende var ansat.

Rejser til London og Barcelona
Og i tilgift har bestyrelsesformandens kone fået betalt billetter i forbindelse med en forretningsrejse til London, hvor Deloitte ikke har fundet grundlag for, at rejsen har været nødvendig af repræsentative hensyn. Endvidere har ægtefællen også fået betalt en rejse fra København til Barcelona og retur i forbindelse med, at Michael Skourup opholdt sig i den spanske by i KNI-regi.

KNI-bestyrelsesformand Niels Thomsen ønsker ikke at kommentere disse oplysninger.

OPDATERET mandag klokken 06.25:

Det er lykkedes at få et interview med Michael Skourup søndag eftermiddag. Læs hans reaktion på redegørelsen i Sermitsiaq nummer 49, der udkommer fredag den 6. december.

Læs alle Sermitsiaq.AG's artikler om KNI her

Læs mere om KNI i den nye udgave af Sermitsiaq. Køb avisen her:

Powered by Labrador CMS