Tidlig indsats er en god investering

Mimi Karlsen fremlægger naalakkersuisuts børne- og ungestrategi

Mimi Karlsen ser den tidligere indsats som en investering, der kommer igen med renters rente. Foto: Leif Josefsen

Hvis det er tegn på en problemfyldt barndom, skal allerede den gravide kvinde og hendes familie have hjælp til at skabe en god barndom for det ufødte barn.

Naalakkersuisuts medlem for familie Mimi Karlsen, Inuit Ataqatigiit, fremlægger tirsdag eftermiddag i landstingssalen en børne- og ungestrategi, som ikke alene rummer forebyggende indsatser for alle børn og unge, men også initiativer målrettet de børn, unge og familier, der har et særligt behov for hjælp og støtte.

– Arbejdet med strategien har vist, at fokus på tidlig indsats er helt nødvendig, siger Mimi Karlsen.

På sundhedsområdet skal den tidlige indsats for børn i alderen 0-6 år og deres familier have tilført flere midler til misbrugsbehandling, jordemødre og sundhedsplejersker. På socialområdet skal der flere midler til familiebehandling og familiecentre, og de kommunale socialforvaltningen skal have flere kræfter til at styrke den tidlige indsat. På det pædagogiske område skal den gode daginstitution »Meeqqerivitsialak« styrkes for at sikre alle børns læring og udvikling i førskolealderen, og indsatsen skal ske med specielt fokus på bygdebørn.

Den fulde gennemførelse af børne- og ungestrategien vil i 2012 koster 65 millioner kroner.

– Indsatser på børne-, unge- og familieområdet er en af de vigtigste fremadrettede samfundsmæssige investeringer; først og fremmest fordi vores børns udvikling og trivsel er nøglen til vækst og dermed et bæredygtigt samfund siger Mimi Karlsen.

Samtidig er en styrket forebyggende og tidlig indsats en god forretning, fordi den på længere sigt reducerer behovet for både anbringelser af børn og unge uden for hjemmet og andre foranstaltninger som følge af sundheds-, indlærings- og sociale problemer, der kunne være formindsket eller undgået ved en tidlig indsats.

Mimi Karlsen understreger, at en forudsætning for at løfte de fleste af indsatserne i børne- og ungestrategien er, at de nødvendige hænder er til stede. Det skal ske gennem målrettet uddannelse og opkvalificering af de ufaglærte og faglærte medarbejdere, som på alle fronter arbejder med børn og unge.

Powered by Labrador CMS