Tidigere Puisi-direktør skal vidne personligt

H. P. Barlach Christensen må tage flyveren til Nuuk for at vidne i retssagen om Puisi A/S' konkurs.

Puisisagen kører ved Grønlands Landsret frem til den 7. december. Foto af retsbygningen udefra. Retsmøderne foregår dog i nogle lejede lokaler i Nuuk. Foto: Leiff Josefsen

En af de mest centrale sagsøgte i retssagen om sælproduktvirksomheden Puisi A/S' konkurs, tidligere direktør Hans-Peder Barlach Christensen, får ikke lov til at vidne via videokonference, men skal møde op personligt for at afgive forklaring ved Landsretten i Nuuk.

Det afgjorde landsdommer Søren Søndergård Hansen lørdag på retsmødets anden dag.

Hans-Peder Barlach Christensen, der er en ud af i alt 12 sagsøgte i sagen, havde ønsket at lade sig afhøre som vidne via videokonference, da han bor i Aasiaat.

Dette ønske gjorde sagsøgers advokat, Jesper Müller, Nuna Advokater i Nuuk, dog imidlertid indsigelse imod. Han henviste til, at det var nødvendigt, at sagsøgte var til stede i lokalet, når der blev fremlagt dokumenter, som den tidligere direktør skulle forholde sig til.

Landsdommeren valgte at følge sagsøgers argumenter. Og på trods af at direktørens advokat, Phillip Comerford, Frederiksberg, kærede dommerens afgørelse til Østre Landsret i København, står det klart, at Hans-Peder Barlach Christensen efter planen skal møde onsdag ved Landsretten i Nuuk.

Årsagen er, at kæremålet ikke har opsættende virkning. Det betyder, at landsdommerens beslutning står ved magt, ind til Østre Landsret har truffet en anden afgørelse.

Lang vidneliste
Den tidligere direktør er den første af 25 vidner, der skal afhøres i sagen. Andre navne på vidnelisten tæller blandt andre tidligere bestyrelsesformand Lars-Emil Johansen, tidligere medlem af naalakkersuisut (landsstyret) for finanser, Josef Motzfeldt, samt de øvrige tidligere bestyrelsesmedlemmer i selskabet.

Puisi-sagen i kølvandet på virksomhedens konkurs tilbage i 2000 består af to søgsmål, hvor selvstyret i begge tilfælde er sagsøger. Den tidligere direktion, bestyrelse, og revisor samt Puisis revisionsselskab er sagsøgt for i alt 22,5 millioner kroner. Og sagen er anlagt, fordi de sagsøgte – i selvstyrets optik – via deres handlinger har pådraget sig et ansvar for, at pengene er tabt.

På andendagen tog advokaterne for selvstyret og de sagsøgte fat på det omfattende arbejde at fremlægge de mest centrale dokumenter i sagen, der tæller i alt 1.685 siders bilag.

Det drejer sig for eksempel om referater fra bestyrelsesmøder og generalforsamlinger, dokumentation for overførsler af penge, henvendelser til banker m.m.

Dette arbejde fortsætter til og med tirsdag, hvorefter afhøringerne af vidnerne begynder. Retten mødes næste gang mandag.

Powered by Labrador CMS