Gå til hovedindhold

Ti procent af Europas kræfttilfælde knyttes til forurening

Miljøbestemte kræftformer kan reduceres til et næsten ubetydeligt niveau, siger ekspert fra miljøagentur.

Forurening er knyttet til mere end ti procent af alle kræfttilfælde i Europa.

Det viser en ny rapport fra Det Europæiske Miljøagentur (EEA) tirsdag.

Ifølge EEA kan de fleste af disse kræfttilfælde forebygges.

- Tilsammen kan eksponering for luftforurening, kræftfremkaldende kemikalier, radon, UV-stråling og passiv rygning stå for over ti procent af kræftbyrden i Europa, oplyser EEA i en erklæring.

Ifølge EEA-ekspert i miljø og sundhed Gerardo Sanchez kan "alle miljømæssige og erhvervsmæssige kræftrisici reduceres".

- Miljøbestemte kræftformer som følge af stråling eller kemiske, kræftfremkaldende stoffer kan reduceres til et næsten ubetydeligt niveau, sagde han til journalister i sidste uge forud for rapportens udgivelse.

Det er den første rapport fra EEA om sammenhængen mellem kræft og miljøet.

I EU bliver 2,7 millioner mennesker hvert år diagnosticeret med kræft. 1,3 millioner mennesker dør som følge heraf.

Det europæiske kontinent tegner sig for mindre end ti procent af verdens befolkning, men står alligevel for næsten en fjerdedel af alle nye kræfttilfælde og en femtedel af alle dødsfald.

Luftforurening er knyttet til omkring én procent af alle kræfttilfælde i Europa og forårsager omkring to procent af alle kræftdødsfald, viser rapporten fra EEA.

Indendørs eksponering for gasarten radon er knyttet til to procent af alle kræfttilfælde og hvert tiende tilfælde af lungekræft i Europa.

Imens kædes fire procent af de europæiske kræfttilfælde ifølge EEA-rapporten sammen med naturlig UV-stråling.

Eksponering for passiv rygning kan øge den samlede risiko for alle kræftformer med op til 16 procent for personer, som aldrig selv har røget, viser rapporten.

Derudover advarer EEA om, at nogle bestemte kemikalier, der bruges på europæiske arbejdspladser, bidrager til at forårsage kræft. Det gælder blandt andet bly, arsen, krom, cadmium, akrylamid og pesticider.

/ritzau/AFP
 

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER