Thule Air Base får officielt grønlandsk navn
Amerikanerne omdøber Thule Air Base til Pituffik Space Base. Det sker torsdag ved en ceremoni på basen, hvor både grønlandske og danske politikere samt højtstående amerikanske militærfolk deltager.
Obs: Opdateret med oplysning om at Troels Lund Poulsen vil deltage online og ikke være fysisk tilstede.
Efter 70 år har amerikanerne besluttet, at Thule Air Base officielt skal hedde Pituffik Space Base.
Navneforandringen sker under Greenland Heritage Week den 6. april, med deltagelse fra blandt andre naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S).
Den danske fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) vil overvære ceremonien online. Det skyldes at det amerikanske militærfly, som ministeren skulle have fløjet med til Pituffik blev aflyst.
Selve Thule Air Base blev opført i al hemmelighed fra 1951-1953 under kodenavnet for operationen Blue Jay.
Opførelsen begyndte i forbindelse med, at Danmark og USA i 1951 tiltrådte en ny forsvarsaftale, der erstattede Grønlandstraktaten fra 1941, som tillod anlæggelsen af 'forsvarsområder' i Grønland.
6. juni 1951 blev en flåde af skibe, byggemateriale og udstyr sendt afsted fra Virginia Norfolk og ankom 9. juli ved North Star Bay i Wolstenholme Fjord, hvorefter byggeriet gik i gang.
De godt 10.000 civile og militært personel, der ankom, arbejdede i døgndrift med 300.000 ton fragt for at få bygget basen, der kostede i omegnen af 230 millioner dollars at opføre.
I de tidlige år udgjorde Thulebasen et støttepunkt for langtrækkende amerikanske bombefly, og til dens forsvar blev der i 1953 opført fire antiluftskyts stationer, ligesom der på indlandsisen henholdsvis 230 km. nord og 350 km østnordøst for Thulebasen blev opført radarstationer.
116 personer blev flyttet
For at gøre plads til Thule Air Base blev 116 personer i maj 1953 mens Grønland endnu var en dansk koloni flyttet til Qaanaaq. Grønlands kolonistatus ophørte den 5. juni 1953.
Grønlandsdepartementet udlagde flytningen som "frivillig" og først i 1980'erne blev processen omkring flytningen kritiseret fra juridisk hold. En lokal forening 'Hingitaq' bragte spørgsmålet til Landsretten, der i 2003 afsagde kendelse til fordel for fangerne som fik tilkendt en mindre erstatning og som måske vigtigst fik en undskyldning for sagsforløbet af den danske statsminister.
På Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside kan man læse mere om opførelsen og historie om Thule Air Base.