Thorning tager manden med til Grønland

Når Helle Thorning-Schmidt i morgen kommer til Grønland begynder et besøg, der tager hende rundt i landets fjerneste afkroge. Det glæder hun sig til - og hun har sin mand med

Helle Thorning, Danmarks statsminister, indleder i morgen sit første besøg i Grønland som dansk statsminister. Foto: Francis Dean/Corbis

Den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt indleder i morgen sit første besøg i Grønland som dansk statsminister.

Rundrejsen tager ifølge statsministeriets hjemmeside Helle Thorning-Schmidt til både Pituffik, Mestervig og Daneborg tirsdag.

Derefter følger to dage i Nuuk onsdag og torsdag, hvor Helle Thorning-Schmidt skal besøge GU Nuuk og mødes med grønlandske politikere og andre ”nøglepersoner”, som det udtrykkes.

Stort fokus på Grønland
Turen slutter i Sydgrønland torsdag og fredag, hvor rigsmødet med formand for naalakkersuisut Kuupik Kleist og den færøske lagmand Kaj Leo Holm Johannesen finder sted i Igaliku.

- Jeg ser frem til mit første besøg i Grønland som statsminister. Der er stort fokus på Grønland i øjeblikket, og besøget giver en god mulighed for at drøfte mange af de aktuelle og væsentlige spørgsmål med formanden for naalakkersuisut. Besøget giver samtidig mulighed for at se forskellige dele af Grønland. Endelig ser jeg frem til en åben dialog om politiske emner af fælles interesse under rigsmødet med landsstyreformanden og lagmanden i Igaliku, lyder det fra Helle Thorning-Schmidt.

Helle Thorning-Schmidts ægtefælle Stephen Kinnock deltager i besøget i Nuuk og Sydgrønland.

Powered by Labrador CMS