Thomsen langer ud efter IA og PN i benzinkort-sagen

Demokraternes formand Niels Thomsen undrer sig over forløbet i sagen om misbruget af Doris J. Jensens benzinkort og efterlyser et opgør med den politiske kultur.

Niels Thomsen efterlyser et opgør med den politiske kultur og henviser til forløbet i sagen om misbruget af Doris J. Jensens benzinkort.

- Jeg undrer mig over, at det daværende Naalakkersuisut tilbage i 2017, da man blev orienteret om misbruget af Doris J. Jensens benzinkort, ikke har håndteret sagen anderledes, siger Niels Thomsen til Sermitsiaq.AG og retter en hård kritik mod IA og Partii Naleraq (PN).

Opgør med politisk kultur

- Hvorfor har IA og Partii Naleraq, da man sad i Naalakkersuisut, ikke krævet, at sagen blev fuldt belyst. I rette tid og ikke nu flere måneder senere, når det passer bedst som oppositionsparti, understreger Niels Thomsen.

- Det er en sådan politisk kultur, som vi skal have ændret, mener Niels Thomsen. Det var IA, som i går startede en lavine af mistillids-udmeldinger mod den siddende naalakkersuisoq Doris J. Jensen.

Efterlyser klare rammer

Han efterlyser også, at der skabes klare rammer for, hvordan offentligt ansatte kan gøre brug af offentlige midler.

Sermitiaq.AG kunne i går morges oplyse, at der ikke var taget initiativ til at nedfælde nogle regler for brugen af benzinkort i Selvstyret. Det var ellers en af flere klare anbefalinger, som Deloitte-undersøgelsen af misbruget af Doris J. Jensens benzinkort kom med.

Styrelseschef i Økonomi- og Personalestyrelsen, Lise Lennert Olsen, oplyste til Sermitsiaq.AG, at man nu ville tage sagen op, efter at man via pressen var blevet bekendt med indholdet af Deloittes anbefalinger.

Få det fulde overblik over benzinkort-sagen: Oversigt over alle artikler

Powered by Labrador CMS