Thinghuus: Hammeren har også ramt os

Royal Greenlands topchef Mikael Thinghuus oplyser, at virksomheden er særdeles hårdt ramt af coronakrisen, fordi halvdelen af forretningsgrundlaget pludselig er faldet meget dramatisk.

Mikael Thinghuus oplyser, at salgspriserne på selskabets produkter er under pres..
Offentliggjort

- Vi fik et forvarsel om krisen i januar og februar i Kina, og i marts blev vi ramt af den helt store hammer, fortæller administrerende direktør Mikael Thinghus til Sermitsiaq.AG.

Han oplyser, at det kan være svært at tegne et retvisende billede af, hvordan salget er blevet påvirket, men i forenklet form kan man dele salget op i to dele, hvor virksomhedens salg til butikker har udgjort halvdelen af salget, mens den anden halvdel var til foodservice, som betjener restauranter, kantiner, plejehjem, messer, kaserner for at nævne nogle få.

Nedlukning koster

- Vort foodservice-salg i Europa og USA er stort set røget i nul. Det skyldes jo den drastiske nedlukning overalt i verden, hvor kantiner og restauranter er lukket. På detailleddet er vi knap så hårdt ramt og hvor vi ligger med et salg mellem 80 og 120 procent i forhold til sidste år, oplyser Mikael Thinghuus, men det er slet ikke nok til at kompensere for faldet i foodservice.

Han forklarer, at den udvikling skaber et prispres på fiskeprodukterne i nedadgående retning, fordi alle leverandører forsøger at flytte produkter fra foodservice til detailhandelen.

- Vi håber naturligvis, at restauranter hen over sommeren igen vil åbne, så salget via foodservice-kanalen kan vende tilbage. Men vi må også imødese, at forbrugerne på grund af coronakrisen bliver ramt på deres pengepung, så de ikke har råd til at gå på restaurant som tidligere, forudser Royal Greenland-topchefen og henviser til, at der alene i USA er 25 millioner, der er blevet arbejdsløse.

Priser er gået nedad

Mikael Thinghuus aner simpelt hen ikke, hvordan rejepriserne vil udvikle sig i løbet af året, men det er en kendsgerning, at salgspriserne på kogte og pillede rejer, torsk og hellefisk-fileter allerede er blevet påvirket negativt.

Fiskerifabrikkerne i Newfoundland, som Royal Greenland ejer, har været påvirket af, at regionens fagforeninger for fiskere og medarbejdere ikke har ønsket at arbejde på grund af frygten for coronasmitte.

- Det betyder alt andet lige, at fiskeriet efter snekrabber er dalet markant. Så her har vi undgået at skulle opbygge lagre af snekrabber, hvor de store markeder er USA og Japan. Og her er man jo hårdt ramt i hotel- og restaurationsbrancherne, hvilket påvirker krabbesalget, uddyber Mikael Thinghuus.

Uvished om årsresultat

Da ingen ved, hvor længe coronakrisen vil vare, er det umuligt at spå om, hvordan indeværende årsresultat vil lande. Det glæder imidlertid Mikael Thinghuus, at 2019-årsresultatet før skat landede på rekordbeløbet 404 millioner kroner, så virksomheden har noget at tære af.

Powered by Labrador CMS