Gå til hovedindhold

Tendensen med flere coronasmittede i Danmark fortsætter

Tendensen med, at antallet af nye smittede med coronavirus stiger i Danmark, fortsætter torsdag. Det afspejler sig dog ikke i antallet af indlagte.

Torsdagens tal for antallet af nye personer, der er bekræftet smittet med coronavirus, fortsatte tendensen med at ligge over niveauet for de seneste uger.

Det viser tal fra Statens Serum Institut offentliggjort torsdag klokken 14. Ud over antallet at nye smittede viser tallene, at 19 er indlagt med virussen, tre flere end onsdag.

En yderligere er død med virussen, hvilket bringer det samlede antal døde med coronavirus op på 612.

Der har den seneste tid været fokus på, at antallet af bekræftet smittede er steget uge for uge. Torsdag var der 42 nye personer, der var bekræftet smittet.

I uge 27 var der gennemsnitligt 18 flere bekræftet smittet hver dag. Ugen efter var tallet i snit 24, og i sidste uge blev der gennemsnitligt bekræftet 34 nye smittede dagligt.

Gennemsnittet for tirsdag, onsdag og torsdag denne uge er 43 nye bekræftede tilfælde dagligt.

Ikke flere 

Når antallet af smittetilfælde stiger, er det bemærkelsesværdigt, at det ikke afspejler sig i antallet af indlagte, mener Henrik Nielsen, der er ledende overlæge og professor ved Aalborg Universitetshospital.

- Jeg bider særligt mærke i det, der ikke sker. Der sker ikke en tydelig stigning i antallet af vores indlagte patienter eller alvorligt syge, og det er måske det mest bemærkelsesværdige, siger han.

Når antallet af smittede stiger, burde antallet af indlæggelser gøre det samme inden for en til to uger, forklarer Henrik Nielsen. Det skyldes, at der typisk er en vis procentdel af de smittede, som bliver så syge, at det kræver indlæggelse.

- Der går et par uger, fra man begynder at se smittespredning, til det går så vidt til, at patienten bliver syg, så mere syg og indlagt. Men det er der, vi er ved at være nu, så det er lidt bemærkelsesværdigt, at vi ikke ser nogen forandring i dagens tal.

Samlet er 1.057.333 blevet testet for covid-19 siden marts, og 13.392 bekræftet smittet.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER