Temperaturerne i Arktis stiger mere end forventet

Arktis varmes op fire gange så hurtigt som resten af kloden. Det viser et nyt studie fra Norge og Finland.

Man har indtil nu troet, at temperaturerne på Arktis stiger to til tre gange hurtigere end på resten af kloden. Et nyt studie viser nu, at tallet er meget højere.

Tidligere studier har vist, at temperaturerne i Arktis er steget to til tre gange hurtigere end i resten af verden.

Nu viser et nyt studie, at temperaturen i Arktis i virkeligheden er steget fire gange mere end på resten af kloden hvert årti siden 1979. Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Overraskede forskere

I studiet har forskere i Norge og Finland brugt sæt med temperaturdata siden 1979, hvor satellitdata blev tilgængelige.

Temperaturen i Arktis er hvert årti steget med 0,75 grader celsius, og det overrasker forskerne bag studiet. Det er nemlig en tredjedel mere, end hvad klimamodellerne skønner.

- Det er udbredt i litteraturen, at Arktis opvarmes dobbelt så hurtigt som resten af kloden, så for mig var det lidt overraskende, at vores tal var så meget højere, siger én forskerne Antti Lipponen fra Finsk Meteorologisk Institut til NTP.

Studiet viser også, at der er store regionale forskelle i, hvor hurtig opvarmningen er i Arktis. I områderne rundt om Svalbard og Novaja Semlja, der er en øgruppe nord for Rusland, er temperaturen steget med 1,25 grader celsius per årti.

Isens overflade

Shuting Yang er PhD og klimaforsker ved Danmarks Meteorologiske Institut. Hun fortæller, at det er svært at indsamle data på Arktis på grund af miljøet.

- Havet er jo dækket af is. Derfor kan vi kun i ringe grad måle med vores instrumenter. Vi bruger satellitterne, men de kan kun i begrænset omfang måle under isens overflade, siger hun til Ritzau.

Det er årsagen til, at klimamodellerne ikke beregner Arktis' temperaturer særlig godt, siger Shuting Yang.

- Når det er så svært at måle temperaturerne, bliver de fysiske processer også dårligere repræsenteret i en model. Så vil modellerne ikke kunne være lige så præcise, siger hun.

Studiet er publiceret i Nature-tidsskriftet Communications Earth & Environment torsdag.

Powered by Labrador CMS