Tele-Post strategi
Tele-Post vil give mobilkunder højere hastigheder
Tele-Post har netop fremlagt deres strategi for de kommende tre år. Se, hvad vi kan forvente af forbedringer.
Det selvstyreejede selskab Tele-Post leverede tirsdag en lang liste af forbedringer, som den grønlandske befolkning kan vente sig inden for telefoni, post og internet.
Om de fastsatte strategimål nås, må fremtiden vise, men ambitionerne er høje.
En fordobling af hastigheden
Selskabet har som ambition at levere højere hastigheder for kunder, der er tilsluttet søkablet. I 2017 er målet 30 Mbit/S og det skal hvert år sige med ekstra 10 Mbit/S frem til 2020, så man på det tidspunkt er oppe på 60 Mbit/S
Desuden forventer man at kunne levere 4G overalt i Grønland i 2018.
I 2017 vil man fokusere på:
- Søkablet forlænges til Maniitsoq, Sisimiut og Aasiaat.
- Radiokæden fra Aasiaat til Qasigiannguit og Ilulissat forstærkes.
- Radiokæden forlænges fra Uummannaq til Upernavik.
- Det lokale netværk opgraderes i de berørte byer.
I 2018 vil fokus være:
- Opgradere radiokæden syd for Nuuk.
- Modernisere mobilnetværket fuldstændigt, og indføre 4G overalt i Grønland. Kundens oplevelse vil være højere stabilitet, bedre talekvalitet og højere datahastigheder.
Fastnettet skal udfases
I rapporten oplyses det, at fastnettet skal udfases i bygder og mindre byer og afløses af mobiltelefoni og mobildata. På satellit-området vil selskabet gennem forbedrede aftaler, ny teknologi og deltagelse i internationalt samarbejde i Arktis, forbedre internettjenesterne i satellitområderne. Og på it-området vil man om to år fokusere på at udfase forældede tekniske platforme, så Tele-Post baserer sig på et mere overskueligt og standardiserede platforme.
Kunden i centrum
Som enhver anden virksomhed lover Tele-Post at sætte kunden i centrum. Selskabet lister disse fire punkter op:
- Færre men målrettede produkter med høj værdi for kunden. Flere brugervenlige og enkle selvbetjeningsløsninger.
- Løbende forbedring af pris og kvalitet.
- Enkle helhedsløsninger.
Selskabet oplyser, at man har ambitioner om at forbedre kundetilfredsheden samtidig med at arbejdsglæden blandt de ansatte ikke forringes.
På postområdet oplyses det, at man har fokus på at kunne levere pakker hurtigt frem til kunderne. Internethandelen er nemlig stigende, og det stiller nye krav til virksomheden om sikker og hurtig levering.