Tele-Post
Tele-chef henter direktører udefra
Tele-Post henter direktør fra Færøerne og fra et andet selvstyreejet selskab
Tele-Posts koncernchef, Kristian Reinert Davidsen, har nu sat sit hold med ansættelsen af to direktører udefra.
Ny HR-direktør
Helena Rotvig Kristiansen, der siden 2008 har været ansvarlig for HR-området i Royal Arctic Line, overtager roret som direktør for HR-afdelingen den 1. april efter Karl-Henrik Simonsen.
Han fratrådte, fordi han blev ansat som direktør i KNR.
Læs: Karl-Henrik Simonsen bliver ny KNR-direktør
- Vi vil udvikle vores medarbejdere, så vi kan gennemføre vores forretningsstrategi, og i årene fremover vil vi netop have fokus på at kompetenceudvikle folk her fra landet til at varetage opgaverne her i Tele-Post, anfører Kristian Reinert Davidsen i en pressemeddelelse.
Hentet udefra
Brian Smedemark bliver direktør for den nye division Produkt og Marketing. Brian Smedemark, der er 35 år og færing, kommer fra en stilling som økonomidirektør i Føroya Tele.
Brian Smedemark begynder i sit nye job senest den 1. juni.
- Brian er en stærk analytiker og produktudvikler, der kan sætte yderligere skub i vores ambition om bedre og enklere produkter til fordel for vore kunder, fremhæver Kristian Reinert Davidsen.