Flytrafik
Teatergruppe overnattede i taxfree
Både passagererne til Nuuk og Tasiilaq strandede i Kulusuk på grund af dårlig vejr, en teatergruppe og andre måtte overnatte i en taxfree butik i lufthavnen
Teatergruppen på syv personer, der er på turné med musikteaterforestillingen ’Månedrengen Aningaannguaq’, strandede i Kulusuk på vej til Tasiilaq i weekenden.
- Uvejret kom os i forkøbet, fortæller Juaaka Lyberth, fra teatergruppen til Sermitsiaq.AG.
Passagerer til Nuuk også strandet
Flyveren med 38 passagerer der skulle til Nuuk fra Kulusuk, var allerede aflyst inden klokken 12.00 i lørdags. Landingsbanen var for glat til at lette med passagerer, så flyveren vendte om, oplyser Juaaka Lyberth.
- Vi fik besked på, at vi må overnatte i lufthavnen, da hotellets 20 pladser allerede var taget af passagererne til Nuuk, fortæller Juaaka Lyberth, der selv tager overnatningen som en sjov oplevelse.
Teatergruppen måtte finde sig til rette i Kulusuk lufthavnens bænke i en tøj- og souvenirbutik.
Lavede uhyggelig film om overnatningen
- Vi tog det som en særlig oplevelse, og nogle af skuespillerne lavede sammen med teknikeren en super kort uhyggelig film, da vi slukkede for lysene – så fik vi endda morgenmad serviceret på sengen, fortæller Juaaka Lyberth.
- I mine mange rejser og overnatninger i mange forskellige byer og bygder over hele Grønland, har jeg aldrig oplevet at skulle sove på en lufthavn og tilmed i en international taxfree butik. De fleste sov på bænkene, et par stykker på tynde madrasser på gulvet med et tyndt tæppe oven på – jeg var den ene af de to, lyder det fra Juaaka Lyberth.
Ingen klager
Han understreger, at det at sove på en lufthavns gulv eller bænk selvfølgelig ikke er det bedste.
- Men jeg mødte ingen som højlydt klagede over situationen. Jeg kan ikke tale for de andre, men vi i teatergruppen tog det som en oplevelse endnu engang, siger han.
- Det mest spændende er, hvordan vejret bliver på onsdag, når vi skal hjem. Vejrudsigten er ikke den bedste. Vi skal via Nuuk videre til Paamiut og vise Månedrengen.
Udnytter tiden
Juaaka Lyberth fortæller, at teatergruppen udnytter tiden maximalt i Tasiilaq. Søndag holdte teknikeren Hans Ole Amossen kursus for folk, der arbejder med lyd for musikere, mandag aften viste de filmen AnuMan og bagefter holder Juaaka Lyberth offentlig møde med interesserede for kunst- og kultur aktører om deres vilkår.
I dag tirsdag spiller teatergruppen Månedrengen i hallen i Tasiilaq.