Taxa-gebyr: Har KAIR lov, spørger Doris
Har Kalaallit Airports hjemmel til at opkræve et gebyr, når taxaer benytter et areal foran den nye lufthavnsbygning?
Spørgsmålet er stillet af Siumuts Inatsisartut-medlem Doris J. Jensen, der undrer sig over den nye afgift/gebyr på 10 kroner.
Doris J. Jensen begrunder sit spørgsmål med, at “vi har ikke privat ejendomsret i det offentlige rum, hvorfor jeg ønsker at få oplyst, hvilken lovhjemmel Naalakkersuisut som ejere af Kalaallit Airports kan henvise til i forbindelse med indførelsen af ordningen”.
Sermitsiaq.AG har for flere dage siden spurgt Landsplankontoret under Finansdepartementet, men her er man ikke vendt tilbage med et svar på samme spørgsmål.
Afgift eller gebyr
Den 17. februar måtte Kalaallit Airports beklage, at man havde betegnet den nye opkrævning over for taxachaufførerne som en afgift. Derimod er der tale om et gebyr, lød forklaringen fra det selvstyreejede selskabs kommunikationschef Mikkel Bjarnø Lund.
I samme udmelding fastslår selskabet:
- Jeg kan tilføje, at vi hos KAIR har indhentet de nødvendige tilladelser til at indføre og opkræve gebyret.
Kalaallit Airports ønsker ikke for nuværende at oplyse, om det er planen, at man vil indføre en parkeringsafgift eller et parkeringsgebyr for privatbilisterne, der vil benytte parkeringspladsen over for terminalbygningen.
SIK-vrede
Det nye gebyr har vakt vrede hos SIK-formanden Jess G. Berthelsen, der mener, at “nok er nok”.
Han spørger i en pressemeddelelse, om Kalaallit Airports har købt grunden og henviser til, at man ligeså godt kan få bolig-ejerforeningerne til at opkræve parkering uden for eget hjem.
- Man kan her i landet ikke købe grunde, og jeg håber ikke man vil gøre det. Derfor har Kalaallit Airports intet grundlag for at indføre afgifter, mener Jess G. Berthelsen