Tasiilaq: Udvidelse af vandkraftværk vil koste mindst 40 mio. kr.

En udvidelse af vandkraftværk i Tasiilaq vil udover ekstra kraftstation og transmissionslinje til Tasiilaq, kræve at elnettet forstærkes betydeligt. Naalakkersuisut har været i dialog med Nukissiorfiit omkring mulighederne.

Naalakkersuisut har været i dialog med Nukissiorfiit omkring en eventuel udvidelse af vandkraftværket i Tasiilaq.

Det fremgår af et paragraf 37-svar fra Naalakkersuisoq for energi Kalistat Lund til Inatsisartut-medlem Lars Poulsen (S).

- Nukissiorfiit oplyser, at vandkraftværket for nuværende ikke vil kunne levere væsentligt mere energi (da kapaciteten udnyttes 100 procent, red.) Der er dog mulighed for at udvide vandkraftværket. Naalakkersuisut har siden september 2021 været i dialog med Nukissiorfiit omkring mulighederne for udvidelse af vandkraftværket i Tasiilaq og en finansiering heraf, oplyser Kalistat Lund i sit svar til Lars Poulsen.

En eventuel udvidelse er estimeret til at koste minimum 40 millioner kroner, hvor midlerne vil gå til en ekstra kraftstation og en transmissionslinje til Tasiilaq.

Naalakkersuisoq har under udarbejdelse af sit svar indhentet oplysninger af Nukissiorfiit. Her oplyser Nukissiorfiit, at der også vil være behov for at forstærke byens elnet betydeligt samt indkøbe flere elkedlser, da Tasiilaq har flere enkelthuse.

- Det er muligt at udvide vandkraftpotentialet ved at bygge en ekstra kraftstation mellem sø 160 og sø 100. Dette vil betyde, at el-produktionen med vandkraft udvides med mindst 50 procent, oplyses det.

Nuværende kraftværk leverer maksimalt

Lars Poulsen har stillet paragraf 37 spørgsmål til Naalakkersuisoq for energi for at belyse, om vandkraftværket i Tasiilaq kan producere mere energi, hvis byen får flere virksomheder.

Her oplyser Kalistat Lund, at vandkraftværket ikke vil kunne levere væsentligt mere energi, end det gør nu.

Men nuværende behov for elektricitet dækkes af vandkraftværket:

- Vandkraftværket i Tasiilaq har en kapacitet på 1,3 MW. Dette dækker Tasiilaqs behov for elektricitet og en mindre andel af byens behov for varme via afbrydelig elvarme. Vandkraftenergien fra Tasiilaq vandkraftværk er således passende og tilstrækkelig i forhold til befolkningens størrelse og behov for elektricitet, men ikke i forhold til forsyningen af varme, oplyser Naalakkersuisoq.

Kalistat Lund oplyser videre, at Nukissiorfiit har tilføjet, at der tilbage i 2018 opnået bedre udnyttelse af energien gennem tekniske ændringer i vandkraftværket. I 2019 blev der gennemført en udvidelse af oplandet til vandkraftværkets reservoir. Begge dele har ifølge Nukissiorfiits oplysninger bidraget til at gøre vandkraftværket mere effektivt.

Powered by Labrador CMS