Tasiilaq har fået 16 sexualundervisere

Efter 14 dages projektforløb med leg og masser af snak om sex. Har Tasiilaq fået 16 nye unge rollemodeller og undervisere, der skal hjælpe med at sætte sund sex på skoleskemaet.

Der er blevet talt meget om krop og Sex i Tasiilaq for nyligt. Sex på den gode måde. Sund sex, mellem to mennesker, der gerne vil hinanden.

Ungdommens kulturhus Igdlo har gennemført et kursusforløb om seksualitet for 16 unge med meget forskellig baggrund, lige fra frivillige i kulturhuset til en dørmand på byens diskotek, kontorelever i kommunen og en med fangerdrømme i maven.

Formålet er at få uddannet unge til at undervise folkeskolens ældste klasser i krop og seksualitet, fortæller kursusleder Sara Pais.

Om kursuslederne

Sara Pais er sygeplejerske på Rigshospitalets afdeling for medfødte hjertesygdomme og arbejder med unges overgang fra børneforløb til voksenforløb. Morten Ruge er læge og har bl.a arbejdet med børne- og ungepsykiatrien. De har begge arbejdet med seksualundervisning af unge og voksne siden 2015. De driver sammen Konception.dk der specialiserer sig i at udvikle nye seksualundervisningskoncepter og i at uddanne ungekorps til at foretage ung-til-ung seksualundervisning.

- Tilbuddene i folkeskolen er tilsyneladende mangelfulde. En af de 16 har fået lidt undervisning i folkeskolen, mens resten sagde før forløbet, at det har de slet ikke fået.

Handler ikke om overgreb

Projektet er sat i gang af Idglo i samarbejde med det borgerinddragende udviklingsforløb: Vi samarbejder Tasiilaq/Tasiilammi Suleqatigiipugut på baggrund af en rapport fra politiet fra 2019, som blandt andet slår fast, at der er behov for lokalt udviklet og forankret seksualundervisning.

Rapporten beskriver situationen med overgreb, udbredte kønssygdomme, høje selvmordsrater og aborter, i Tasiilaq og de omkringliggende bygder.

- Mange af de her ting har seksualitet i centrum eller i periferien, siger kursusleder Morten Ruge.

Men det er ikke problemstillinger som overgreb, der er omdrejningspunkt i forløbet. I første omgang drejer det sig om at få defineret ord om kropslæring, cyklus og anatomi.

- I starten af forløbet spurgte vi deltagerne, hvad de ville høre om, og det blev til meget grundlæggende ting. Det er vigtigt at have et sprog for de her ting, og så kan man senere tale om, hvad er sund seksualitet og så videre, siger han.

De to kursusledere har fået hjælp til sproget af Hans Poul Andersen, som er ansat i Idglo. Han er uddannet politimand og har fungeret som tolk på flere måder.

Engagerede deltagere

Kursuslederne er begejstrede for deltagernes indsats under projektforløbet.

- De unge var virkelig engagerede, og de voksede utrolig meget undervejs både som individer men især også som gruppe. De blev virkelig gode til at hjælpe hinanden og bakke hinanden op i undervisningen. Det var virkelig rørende at se, fortæller Sara Pais.

Til at begynde med, var flere af de unge en smule tilbageholdende og generte, men det gik hurtigt over og flere af dem blev vilde med undervisningsrollen.

- Der var et enkelt hold, hvor vi til sidst var nødt til at stoppe vores undervisere, så børnene kunne få frikvarter, griner Sara Pais.

De nyuddannede undervisere har allerede undervist mere end 100 andre unge.

- Vi synes bare det hele lige er begyndt. Nu er der god grobund til at få sat endnu mere i gang, siger Sara Pais.

Hun og Morten Ruge har forladt Tasiilaq igen, efter en rørende afsked med de unge da diplomerne blev uddelt, men der er blevet tilknyttet en gruppe fagpersoner fra hospital politi og skole, som støtter op om undervisningen fremover.

Se billeder af de stolte nyudklækkede seksualundervisere i toppen af artiklen.

Powered by Labrador CMS