Tårnhøje ambitioner i ny uddannelsesplan

En stor uddannelsesplan, der rækker frem til år 2024, er netop offentliggjort og indeholder en lang række ambitiøse målsætninger.

Dobbelt så mange elever skal efter folkeskolen gå direkte videre med en ungdomsuddannelse. Det er en af målsætningerne i den nye uddannelsesplan.
Offentliggjort

Det er Departementet for Uddannelse, Kultur og Kirke, der har offentliggjort ”Uddannelsesplan II – 2018”, og den indeholder et væld af anbefalinger og indsatser på alle planer i uddannelsessystemet i de kommende seks år.

Særligt fokus på folkeskolen

Særligt fokus retter man mod de folkeskoleelver, som undlader at læse videre på en ungdomsuddannelse efter folkeskolen.

Kun 10-15 procent af en årgang starter umiddelbart på en ungdomsuddannelse. Selv om 40 til 45 procent vælger et efterskoleophold var der samlet set kun 40 procent af eleverne, der et år efter endt folkeskole-eksamen var i gang med en ungdomsuddannnelse.

- En kommende uddannelsesreform skal være med til at rette op på disse udfordringer og skabe et sammenhængende og fleksibelt uddannelsessystem, baseret på 12 års obligatorisk skolegang, der skal danne et naturligt grundlag for efterfølgende uddannelse, både i Grønland og andre steder i verden, fastslås det i de indledende bemærkninger i den mere end 100 sider lange strategirapport.

Mål: dobbelt op

Sigtet er, at dobbelt så mange elever på en folkeskole-årgang går direkte videre med en ungdomsuddannelse i år 2024.

Det helt overordnede mål defineres ligeledes. 70 procent af en folkeskole-årgang skal have en erhvervskompetencegivende uddannelse inden de fylder 35 år.

For at nå de ambitiøse mål listes en lang række indsatser op i strategirapporten.

Andelen af uddannede lærere i folkeskolen er i dag på 82 procent. I 2024 skal man op på 92 procent, fremgår det.

Ni indsatsområder

For at nå de overordnede mål har man udpeget ni indsatsområder inden for folkeskolen:

  • Et bedre grundlag for videre uddannelse
  • IT i folkeskolen
  • Revision af lovgivningen på folkeskole området
  • Kvalitets- og skoleudvikling
  • Uddannelse og opkvalificering
  • Styrkelse af modersmåls- og fremmedsprogsundervisningen
  • Specialundervisning og inklusion
  • Forlagsstrategi
  • Anlæg af kommunale skoler

Departementet for Uddannelse oplyser imidlertid i forhold til de mange initiativer, der er listet op i strategiplanen:

- Vi kan ikke gøre alt på samme tid, så vi er nødt til at prioritere vores tiltag og indsatser. Vi skal sikre, at de rammer vi har, er bedst muligt udnyttet, og at flere gennemfører den uddannelse, som de går i gang med. Uddannelsesplan II er derfor ikke en plan, som indeholder samtlige initiativer, der skal gennemføres frem til år 2024, men derimod en dynamisk plan, som bliver opdateret årligt, fremgår det af strategiplanen og videre:

Effekt skal løbende måles

- Effekten af initiativerne i forhold til Naalakkersuisuts målsætninger vil blive målt årligt, og på baggrund af dette vil der ske en opdatering af planen, der præsenteres til Inatsisartut ved forårssamlingen. Dette giver handlefrihed til at imødekomme nye udfordringer, medtage ny viden og justere planen, hvor det er nødvendigt, understreges det.

Powered by Labrador CMS