Systue oplever stor efterspørgsel på nationaldragter

Systuen Kittat iværksætter flere tiltag, der skal forbedre oplevelsen for både turister og herboende kunder samt øge produktionen

Kittat vil øge produktionen for at efterkomme kundernes ønsker.

Ifølge Kommuneqarfik Sermersooq er systuen Kittat i Nuuk det eneste sted i verden, hvor grønlandske nationaldragter produceres efter traditionelle metoder.

Og nu vil systuen forbedre oplevelsen for kunder og de turister, der formentlig snart vil komme til Grønland igen.

Mandag og fredag vil der som noget nyt være værter, der kan vise besøgende rundt og give et indblik i produktionen, skriver Kommunerqarfik Sermersooq på sin hjemmeside.

Det betyder dog, at butikkens åbningstid indskrænkes for at give plads til det ekstra fokus på besøgende.

Fra 1. juli vil der være åbent mandag, onsdag og fredag fra 12.30 til 15.30.

Produktion øges

De kortere åbningstider skal også være med til at øge produktionen og imødekomme efterspørgslen fra kunder på køb og leje af nationaldragter samt skindarbejde.

Derfor fokuseres arbejdet om formiddagen alle ugens dage samt tirsdag og torsdag eftermiddag på produktion.

- Vores arbejde kræver koncentration og tager tid. Tirsdag og torsdag fokuserer vi på at producere skindvarer uden så mange forstyrrelser fra kunder og besøgende. Så vil vi til gengæld gøre besøgsoplevelsen endnu bedre, når vi holder åbent, siger Sofie Amondsen, der er holdleder i Kittat.

Kittat har dog to mindre afdelinger i Qeqertarsuatsiaat og Kapisillit, og med de to satellitter er der 9 syersker som producerer skindprodukter.

Stormvarsel for Tasiilaq
DMI har udsendt et kategori 2 stormvarsel for Tasiilaq, gældende fra den 6. marts 2024 kl. 09.00 til den 7. marts 2024 kl. 01.00. Stormen vil have vindhastigheder på 25-27 m/s fra nordøst, med...
Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Powered by Labrador CMS