Systemsvigt: Da staten tog Maries dreng
Marie fik taget sin 2-årige dreng fra sig, da hun var i Danmark for at studere. Anbringelsen beskrives af analysechefen bag den netop offentliggjorte rapport som fejlagtig. Men hvor var systemet, da anbringelsen skulle omgøres? Og hvem hjalp i sidste ende Marie? Det gjorde frivillige.
Sermitsiaq har tidligere fortalt om Maries (hendes rigtige navn er redaktionens bekendt) skæbnesvangre møde med det danske socialsystem. I løbet af få måneder blev en velfungerende grønlandsk studerende, der havde fået tuberkulose, erklæret uegnet som mor.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
Københavns Kommune endte med at tvangsfjerne hendes dengang 2-årige søn, der blev anbragt på et børnehjem. Først efter syv måneder lykkedes det hende sammen med en partsrepræsentant at få sønnen hjemgivet.
Ikke-optimalt samarbejde
Maries sag indgår i analyseinstituttet VIVE’s rapport, hvor den bruges som eksempel på et ikke-optimalt samarbejde.
”I en sag om et mindre barn har både mor og barn fået konstateret en smitsom sygdom. Mor har et begrænset netværk, men oplever ellers ikke sig selv som socialt udsat, da hun er i gang med en videregående uddannelse, der dog sættes på pause på grund af sygdommen. På hospitalet oplever moren, at personalet misforstår hende, da hun giver udtryk for sin bekymring, for om barnet overlever sygdommen. Og hun oplever, at personalet tolker manglende succes med at få barnet til at tage imod medicinen som et udtryk for morens manglende vilje og utilstrækkelige indsats. Familien visiteres til et familiebehandlingstilbud for misbrugere og derefter til et hjemme-hosser-tilbud, der skal støtte hende i hendes forældreskab, selvom moren selv afviser både misbrugsproblemer og manglende forældreevne. Moren oplever selv, at hendes behov handler om sygdom, træthed og behov for praktisk hjælp, og at kommunens medarbejdere forvrænger hendes udtalelser, fejlfortolker begivenheder i barndommens betydning for hendes omsorgsevner og underkender hendes autoritet som forælder. Herefter bryder samarbejdet sammen, og kommunen beslutter at anbringe barnet i et år begrundet i morens temperament, frustration og stressede tilstand – sindstilstande, som moren selv tolkede som udtryk for hendes fysiske sygdom og pres, der opstod som følge af børnesagen. Moren får at vide, at en frivillig anbringelse vil med-føre mere samvær og accepterer derfor modvilligt. Efter cirka et halvt års anbringelse hjemgives drengen.”
Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her: