De synger for Ida
Ida Heinrichs musikalske partner Josef Josefsen er sammen med den islandske sopran Halldóra Ósk Helgadottir på miniturné i Danmark med julekoncerter til minde om Ida Heinrich, der døde i februar.
Utallige gange er tenoren Josef Josefsen optrådt sammen med mezzosopranen Ida Heinrich - både i Grønland og Danmark.
Men 15. februar i år døde Ida Heinrich efter lang tids kræftsygdom.
Nu mindes Josef Josefsen hende med en lille turné af mindekoncerter, hvor han er gået sammen med den islandske sopran Halldóra Ósk Helgadottir og pianisten Søren Johannsen.
Den første koncert blev afholdt i Det Grønlandske Hus i Aalborg, hvor salen var fyldt til bristepunktet.
Godt 100 grønlændere og folk fra det grønlandske miljø i Nordjylland overværede koncerten, der varede godt en time.
Et minuts stilhed
Josef Josefsen indledte matineen med at sige et nogle mindeord om Ida Heinrich, der ud over at være en nær kollega også var en god ven.
Herefter mindedes salen Ida med et minuts stilhed.
De to sangere bød på et repertoire, der både omfattede traditionelle grønlandske julesange og sange fra den klassiske europæiske tradition, blandt andet den stemningsfulde Ave Maria og den underholdende latterarie fra Flagermusen.
Begejstret publikum
Publikum var tilsyneladende også tilfredse. Bifaldet var stort og begejstret, inden folk stille vendte hjem til kødgryderne og juleforberedelserne.
Mindekoncerten var indledningen på en miniturne i Danmark med Helgadottir, Josefsen og Johannsen. På onsdag er der koncert i Odense og dagen efter byder trioen på to koncerter i København.