Syge beretter: Sådan er det at have corona

En ældre kvinde mærkede stort set intet. En anden er i respirator. En hestepige blev svimmel. En 33-årig kvinde følte sig kørt over. Læs her, hvordan folk oplever sygdommen.

Situationen kan virke helt uvirkelig. Surrealistisk. Men for dem, der nu rammes af sygdommen, føles det meget direkte.

Heldigvis slipper mange med lette symptomer. Nogle opdager end ikke, at de er syge. Men for andre er det en slem omgang. Rundt omkring i verden bringer medierne beretninger fra frontlinjen på udenlandske sygehuse og i de isolerede hjem.

48-årige Amy Driscoll beretter til CNN fra sit hjem i USA, hvordan hendes symptomer blev forværret i løbet af få timer.

– Jeg blev så syg med det samme. Det føltes som om, at jeg intet kunne gøre for at få det bedre, udtalte kvinden, som bor i Hudson i staten Ohio.

Amy Driscoll er ansat i forsikringsbranchen. Hun blev pludselig grebet af stor udmattelse på kontoret. Før hun nåede hjem, havde hun fået feber. Hun gik i seng – og vågnede så midt om natten med åndedrætsbesvær. Ifølge CNNs reportage følte hun det næsten kvælende.

– Det var en kamp indeni min krop, forklarer hun.

Efter nogle dage på hospitalet blev hun udskrevet til hjemmekarantæne.

»Jeg mærkede intet«

Et helt andet sted i verden, i Israel, var det en komplet anderledes oplevelse for 73-årige Rachel Biton at blive ramt af COVID-19. Hun opholdt sig på krydstogtsskibet Diamond Princess i den japanske havneby Yokohama, da sygdommen brød ud om bord. I alt blev over 600 syge af coronavirus på skibet.

Den ældre, israelske kvinde var en af dem, som klarede sig fint igennem. Da hun forleden returnerede til sit hjemland blev hun mødt af sin lykkelige familie i lufthavnen og lokale journalister.

Avisen Jerusalem Post beretter, at hun under hele forløbet havde følte sig godt tilpas og i trygge hænder.

– Hvis det ikke var fordi, at testen viste noget andet, ville hun slet ikke have opdaget, at hun var smittet, skriver Jerusalem Post.

– Jeg havde overhovedet ingen symptomer. På hospitalet var jeg bange for at vågne op og være dødeligt syg, men hver eneste dag under indlæggelsen fik jeg taget min temperatur, fik tjekket min lunger og mit blod – men ingenting, udtaler hun til Jerusalem Post.

»Kørt over«

I Aarhus har Berlingske talt med en 33-årig kvinde, som ønsker at være anonym, og som nu er indlagt med coronavirus på en lukket stue på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Kvinden fortæller over en skype-forbindelse til journalisten, at »det føles som at blive kørt over af en
lastbil« at være syg.

Til daglig er hun ansat i sundhedsvæsenet.

Da Berlingske var i kontakt med kvinden havde hun været indlagt i fire dage – og kæmpede for at blive frisk igen. Hun opfordrede fra sygesengen også yngre mennesker til at tage sygdommen alvorligt – med henvisning til hendes egne 33 år:

- Jeg har haft influenza og har været syg mange gange, men denne gang vidste jeg, at det var noget helt andet. Jeg kunne ligesom føle, at jeg var blevet smittet med coronavirus, forklarede hun til Berlingske.

I Norge lagde sygdommen en hel familie ned. Eirik Bøkko gik i flere dage med influenzasymptomer, beretter den norske avis VG.

– Det, jeg har tænkt allermest på, er alle de andre, som jeg kan have smittet. For jeg føler mig ikke så dårlig, at jeg er bange for mit eget helbred. Men det er ikke behageligt at være en af de første i Norge, som er erkæret syg, siger han til VG.

Han forklarer, at han er ramt af feber, ubehag og hoste. Efter et par dage følte han sig bedre tilpas, men så fik han det lidt dårligere igen.

– I sygdommens anden fase var det mest slaphed og ubehag, siger han.

Også andre i familien er lagt ned. Datterens kæreste har ligget i sengen med feber og hovedpine. Den voksne datter mener, at det er hende, der har smittet ham.

– For nogle dage siden gik jeg en tur i skoven, hvor der aldrig kommer folk. Men med ét steg pulsen og jeg begyndte at hoste. Nu har jeg det bedre igen, fortæller hun til VG.

Familien appellerer til, at folk ikke udskammer dem eller andre ofre for sygdommen. Da smitten ramte forsøgte de – uden held – at blive testet. Og nu er de på urimelig måde blevet revset på Facebook i deres lille hjemby.

Blussende kinder

71-årige Richard Riisgaard er kritisk syg og er blevet indlagt på Viborg Sygehus. Hans kone, Birthe Risgaard, oplyser til TV2, at husbonden er lagt i respirator (natten til torsdag), og at han er bedøvet og får renset
sine lunger.

Ifølge konen lider manden af lungesygdommen KOL, hvilket dog ikke har hæmmet ham. I hans almindelige liv. For tre uger siden deltog han således i skiløbet, Vasaløbet. 30 kilometer, oplyser hun til TV2.

For nylig havde parret guldbryllup.

– Vi vil så gerne have længere tid sammen, siger konen med denne besked til befolkningen:

- Folk skal tage situationen seriøst. Følg reglerne! Det rammer ikke kun gamle og svagelige.

TV2 har også talt med Anita Kjærgaard, hvis mand er smittet. Hun fortæller til tv-stationen, at han har ondt i knoglerne og musklerne, har mistet smags- og luftesansen og indimellem bliver rødblusende og meget varm. Feberen betyder, at han sveder meget, derfor må personalet skifte hans nattøj og sengetøj.

Manden er 49 år, altså ikke i »ældre-risikogruppen«, men han lider af en lungesygdom, som gør ham ekstra udsat, oplyser TV2.

Svimmel

En 18-årig hestepige, Emma Schmidt, er sendt i 16 dages hjemmekarantæne. Hun fik besked på Aabenraa Sygehus om, at hun var blevet syg.

Jyske-Vestkysten skriver, at hun fik symptomer som vejrtrækningsproblemer, hovedpine og ømhed i kroppen. Senere forværredes tilstanden. Hun blev også svimmel, fik trykken for brystkassen og feber.

Nu holder hun sig hjemme. Hun siger til avisen, at hun ikke føler sig voldsomt sløj. Tiden går med at se tv-serier og være på internettet. Men hun savner sine venner og hestene.

Powered by Labrador CMS