Sydkorea vil se grønlandsk taekwondo

Folketingsmedlem Doris Jakobsen mødtes forleden med Sydkoreas ambassadør i København og aftalte at undersøge mulighederne for udveksling af sportsudøvere i taekwondo

Udveksling af sportsudøvere mellem Grønland og Sydkorea kan blive muligt, det mener Sydkoreas ambassadør i København dr. Byung H. Kim og folketingsmedlem Doris Jakobsen. Foto: Siumut i Folketinget.

Sydkoreas ambassadør i Danmark dr. Byung H. Kim lykønskede partiet Siumut med valget i Grønland under et frokostmøde torsdag i København sammen med folketingsmedlem for Siumut Doris Jakobsen.

- Vi var meget enige om, at vores to lande bør øge vores samarbejde og øge forståelsen for hinanden, sagde Doris Jakobsen efter mødet.

Ambassadør Byung H. Kim var meget imponeret over, at Grønland klarer sig så flot internationalt i taekwondo og vil blive glad for at se taekwondo udøvere i København.

- Hvis det er muligt, vil ambassadøren meget gerne mødes med landsholdet, når de rejser hjem fra de igangværende Europamesterskaber i Slovenien, fortæller Doris Jakobsen efter mødet forleden.

Under mødet blev der drøftet muligheden for at udveksle atleter indenfor taekwondo.

- Ambassadøren vil meget gerne undersøge muligheden for at lave udveksling af atleter på det sportslige område, primært i taekwondo. Det kunne enten være mastere (trænere red.) fra Korea, der kom til Grønland i en periode, eller det kunne være et stævne med deltagelse fra begge lande, sagde Doris Jakobsen.

Powered by Labrador CMS