Sydkommune knækker gældskurve

To økonomirådgivere har formået at reducere borgernes gæld i Kommune Kujalleq med næsten tre millioner kroner på knap to og et halvt år.

Samtale fremmer forståelse, lyder et ordsprog. Og netop det middel er med stor succes taget i anvendelse i sydkommunen, hvor to rådgivere med særlig indsigt i privatøkonomi har formået at få inddrevet restancer, som borgere skylder i husleje.

Fra 1. april 2016 og frem til 1. september 2018 har man gennem denne særlige indsats og efter 891 samtaler i tre byer fået reduceret gælden fra næsten 15 millioner kroner til 12,2 millioner kroner.

Forsøg kopieres

De nye og meget detaljerede oplysninger om forsøget i syd, som man allerede har besluttet at kopiere i resten af landet, fremgår af et paragraf 37 svar fra Naalakkersuisoq for Boliger Karl Frederik Danielsen til Stine Egede, IA.

Hele 36,4 procent af de lejere, som havde restancer til boligselskabet INI A/S betalte straks deres gæld, da rådgiverne tog fat i dem. 21 procent aftalte, at de ville betale senere, mens 12,4 procent fik lavet en afdragsordning. Dermed resterer der cirka 30 procent, hvor det var umuligt for lejerne at betale eller restancen blev betalt af kommunen.

Tæt samarbejde

Rådgiverne samarbejder tæt med socialmyndighederne, politiet, Allorfik og INI A/S, og der er etableret en lokal arbejdsgruppe, hvor indsatsen koordineres.

Antallet af lejere, der har modtaget en udsættelsesbegæring i kommunen, er næsten uforandret, fremgår det af svaret.

Antal udsættelsesbegæringer til politiet i Kommune Kujalleq

Mens man har to økonomirådgivere ansat i syd, så der i alt otte medarbejdere tilknyttet det nationale projekt.

Powered by Labrador CMS