Nyt erhvervssamarbejde

Sydgrønland vil være klar

Mandag blev en ny erhvervsklynge for bygge- og råstofvirksomheder stiftet

Alex Nørskov (i midten), én af initiativtagerne til den nye erhversklynge, da han sidste år på vegne af Grønlands Erhverv overrakte en gave til Naalakkersuisut

Som et led i at styrke fællesskabet og samarbejdet mellem erhvervsliv, institutioner og kommune i Sydgrønland, er der mandag i Qaqortoq stiftet en kompetenceklynge for bygge og anlægs- & råstofsektoren.

Hvis der en dag kommer selvstyregodkendelser og finansiering til udenlandske virksomheder, der er interesserede i at udvinde råstoffer, så er det afgørende, at det lokale erhvervsliv står klar og kan være servicemindede leverandører.

Mange emner skal koordineres
Det nye netværk, som kaldes en kompetenceklynge, har til formål at fungere som forum for dialog om temaer som økonomi, erhvervsudvikling, arbejdsmarkedsforhold og opkvalificering- og uddannelse, forklarer én af initiativtagerne, Alex Nørskov, der er en stor byggemand i Kujalleq.

- Vi har længe savnet et fælles forum, der kan skabe de nødvendige rammebetingelser for professionelt at varetage regionens interesser over for såvel lokale som udenlandske investorer og med landspolitiske aktører. Vi vil være ambitiøse, og jeg er glad for, at initiativtagernes forslag er blevet vel mødt i regionen,” siger han.

Læs også: GME-projektet bliver billigere end ventet

Man vil muligvis senere etablere flere klynger, for eksempel inden for uddannelse, fødevarer, fiskeri og turisme. Samtidigt vil vi etablere et regionalt erhvervsråd, der skal fungere som paraplyorganisation for de forskellige kompetenceklynger, lover Alex Nørskov, der også er lokalrepræsentant for Grønlands Erhverv.

Håber på styrkelse af Sydgrønland
Borgmesteren er også glad for initiativet med en klynge og muligvis flere på vej:

- Dette samarbejde bliver et vigtigt redskab til at fortsætte samarbejdet mellem alle bosteder i kommunen, når det gælder bygge- og anlægsområdet og råstofsektoren. Vi vil som region og som kommune stå stærkere, når vi er i dialog og forhandlinger med eksterne parter, siger Jørgen Wæver Johansen (S).

Bestyrelsen for den nye klynge for bygge, anlægs- og råstofkompetencer er udover borgmesteren Alex Nørskov, Jim Riis og Rasmus Chr. Rasmussen.

Læs også: Muligt storprojekt under opsejling i Sydgrønland

Powered by Labrador CMS