Svigtede børn og nødhjælp må bøde for merforbrug

Det er Naalakkersuisuts hensigt, at en ekstrabevilling til Fiskerikommissionen på en million kroner skal hentes fra en konto, der er tiltænkt omsorgssvigtede børn, nødhjælp og forskningshub.

Offentliggjort

Finansudvalget er langt fra tilfreds med de svar, som udvalget har fået fra Naalakkersuisut vedrørende en ansøgning om at forhøje bidraget til Fiskerikommissionens arbejde med 1 million kroner.

Spillet om det ekstra millionbeløb er yderst interessant, da det er Naalakkesuisuts hensigt at tage pengene fra en konto, der er tiltænkt nødhjælp, velgørenhed, forskningshub og omsorgssvigtede børn i Tasiilaq og resten af Grønland.

Den 1. juli bad Finansudvalget om en yderligere forklaring på, hvorfor det skulle være nødvendigt at forhøje bidraget til Fiskerikommissionen med en ekstra million kroner. To dage senere fik udvalget et svar, som ikke tilfredsstiller udvalget.

Begrundelsen

- Naalakkersuisut begrunder ansøgningen med, at situationen med COVID-19 har forsinket arbejdet med over et halvt år. Denne begrundelse forklarer ikke, hvorfor en forsinkelse vil medføre merudgifter til opfyldelse af opgaverne i kommissoriet inden for den nuværende økonomiske ramme. Udvalget må forvente at forsinkelsen vil have den naturlige konsekvens, at brugen af bevillingen også vil ske med forsinkelse, fremgår det af referatet fra finansudvalgets møde den 10. juli.

Finansudvalget har derfor pindet en række spørgsmål ud og sendt retur til Naalakkersuisut:

  • Udvalget ønsker at få oplyst, hvilke ændringer corona-krisen har medført i det forudsatte program og opgaverne i kommissoriet.
  • Udvalget ønsker at få oplyst, hvor mange kommissionsmøder, der har været planlagt før corona-krisen, og hvor mange af disse der er afholdt.
  • Udvalget ønsker at få oplyst, hvornår et kommissionsmøde i Maniitsoq blev planlagt og om, og hvorfor, dette møde er udsat eller annulleret?
  • Udvalget ser det som en almindelig bevillingsforudsætning for nærværende sag, at kommunikationen fra kommissionen sker på grønlandsk.
  • Udvalget kan derfor ikke se, at der bør afsættes yderligere bevillinger til dette formål.
  • Udvalget bemærker at tillægsbevillingen ikke er ledsaget af et forslag til besparelser på andre områder inden for Naalakkersuisoq området, sådan som Budgetregulativ 2008 foreskriver.

De må bøde

Det er Naalakkersuisuts hensigt at hente millionbeløbet fra en såkaldt driftsreservekonto, hvor der i år er afsat 7,5 millioner kroner. Af tekstbemærkningerne fremgår det imidlertid, at pengene skal bruges på tre områder:

  • Bidrag til blandt andet international nødhjælps- eller velgørenhedsorganisationer eller i forbindelse med landsindsamlinger i forbindelse med natur- eller humanitære katastrofer eller almennyttig velgørenhed
  • Op til 750.000 kroner kan anvendes til at etablere en international forskningshub i Grønland
  • Midler fra kontoen kan bruges med henblik på implementering af konkrete tiltag, der kan afbøde omsorgssvigt og mistrivsel blandt børn i Tasiilaq og resten af Grønland.
20.11.50 - Driftsreserven
Powered by Labrador CMS