Svensk hedebølge forlænger ekstrem brandfare

Det bliver vanskellige forhold, som seks brandmænd fra Avannaata Kommunia kommer til at møde i Sverige

I Sverige forventes hedebølge i de kommende dage at nå op på 35 grader, hvilket forlænger den store brandrisiko i landet, skriver det svenske medie SVT.

- Det er risikofyldt i hele landet med ekstrem betydning for brandfaren, siger Emma Nordwall fra myndigheden for samfundsbeskyttelse og beredskab, til SVT.

Varmest ser det ud til at blive langs østkysten - fra Uppsala len til Kalmar len samt i Västmanlands len.

I disse len er der udsendt en advarsel om "ekstremt høje temperaturer".

Den advarselskategori indebærer en maksimal dagtemperatur på mindst 30 grader fem dage i træk. Eller mindst 33 grader om dagen tre dage i streg.

Onsdag formiddag har det svenske beredskab, SOS Alarm, oplyst, at der er 25 naturbrande i Sverige.

De svenske brande har i flere dage fulgt et mønster, hvor de i løbet af dagen stiger i antal, hvorpå antallet igen falder natten over.

De største brande findes i Gävleborgs len, Jämtlands len og Dalarnas len.

Sverige har bedt EU om assistance til at bekæmpe brandene.

I dag har Avannaata Kommunia meddelt, at seks brandmænd i redningsberedskabet kommer til at deltage i indsatsen. Det vil ske i samarbejde med den danske Beredskabsstyrelse, der i forvejen har sendt en del brandmænd til området.

Powered by Labrador CMS