Svane får hård kritik af Kammeradvokat

Departement for Erhverv burde ikke have bestilt en advokat til at vurdere Skattestyrelsens administration. Departementet har handlet imod pligten til at samarbejde, vurderer Kammeradvokaten.

Opgøret mellem Erhvervs- og Finansdepartementet om håndteringen af den obligatoriske pensionsordning sluttede ikke med to advokat-undersøgelser. En tredje og hidtil hemmeligholdt advokat-undersøgelse viser sig at rette en hård kritik mod Naalakkersuisoq for Erhverv, Jess Svane.

En helt tredje advokat-undersøgelse, som Sermitsiaq.AG har fået aktindsigt i, fastslår på flere punkter, at Jess Svane agerede i strid med forretningsordenen for Naalakkersuisut, da han bestilte en advokat-undersøgelse om den obligatoriske pensionsordning.

For at forstå det spegede opgør de to departementer imellem skal tiden skrues tilbage til januar, hvor sagen om den obligatoriske pensionsopsparing var blevet en varm politisk kartoffel.

Naalakkersuisoq for Erhverv Jess Svane bestilte i den forbindelse en vurdering hos advokatfirmaet DLA Piper, hvor advokaten kom frem til, at Skattestyrelsen handlede i strid med loven.

Ku' departementet blande sig?

Rapporten blev først få timer før et historisk åbent samråd overdraget til Naalakkersuisoq for Finanser Vittus Qujaukitsoq, der fik hård kritik af oppositionen, fordi han ikke ville udlevere notatet.

De alvorlige anklager fik Departement for Finanser til at bestille en vurdering hos Kammeradvokaten, som kom frem til modsatte resultat – nemlig at Skattestyrelsen administrerede ordningen efter loven.

Nu viser det sig, at Departement for Finanser besluttede at bestille et helt tredje notat, som skulle klarlægge, om Departementet for Erhverv havde ret til at blande sig i sagen.

Finansdepartementet er rette klageinstans

Det er advokat Karsten Hagel-Sørensen fra Kammeradvokaten, der har lavet notatet, og han konkluderer blandt andet:

  • Departementet for Erhverv burde have henvist utilfredse borgere til Departementet for Finanser i sagen om den obligatoriske pensionsordning.
  • Departementet for Erhverv burde heller ikke have fået advokatfirmaet DLA Piper til at vurdere Skattestyrelsens administration af reglerne om den obligatoriske pensionsordning.

Karsten Hagel-Sørensen begrunder det blandt andet med, at det nemlig er Finansdepartementet, som er klageinstans i forhold til Skattestyrelsens forvaltning.

Desuden stiller advokaten spørgsmålstegn ved, om Departementet for Erhverv overhovedet havde dækning for at betale DLA Piper for undersøgelsen:

Strider mod pligt til samarbejde

- En anmodning om en juridisk udtalelse er naturligvis forbundet med en økonomisk udgift, som Departementet for Erhverv næppe har bevillingsmæssig hjemmel til at afholde, skriver advokat Karsten Hagel-Sørensen i sin vurdering.

Advokaten afslutter sin vurdering med en yderligere kritik, hvor han henviser til, at naalakkersuisoq for erhverv kunne have drøftet problematikken med resten af Naalakkersuisut, inden han bestilte undersøgelsen hos DLA Piper.

Det, at Svane bestilte undersøgelsen, strider imod en grundlæggende pligt til samarbejde mellem Naalakkersuisuts medlemmer, fremgår det også af Kammeradvokatens bemærkninger.

Powered by Labrador CMS