Svækket Justin Trudeau udelukker koalition i Canada

Sejrherren Trudeau skruer ned for retorikken efter mandagens valg. Han har fået en hel del at tænke over.

Jubel på valgaftenen, men nu er Justin Trudeau mere afdæmpet

Premierminister Justin Trudeau har efter mandagens valg i Canada ikke længere det samme faste greb om magten

Derfor bliver den svækkede sejrherre nødt til at række hånden ud til andre partier.

Men man skal hverken regne med en koalitionsregering eller en fast koalition i landet.

Det understreger den liberale Trudeau på en pressekonference, hvor han fortæller, at han i de kommer uger vil tage fat i ledere fra de forskellige canadiske partier.

- Jeg kan fortælle jer, at det ikke er en del af vores planer at danne hverken en formel eller en uformel koalition, siger han onsdag lokal tid.

Ved valget opnåede Det Liberale Parti flest sæder i parlamentet, men mistede det flertal, som partiet har haft de seneste fire år.

Dermed bliver Trudeau nødt til at søge støtte i parlamentet fra sag til sag, påpeger kilder i partiet.

Det forlyder, at Trudeau hovedsageligt vil se til det socialdemokratiske NDP i jagten på støtte til sine forskellige lovforslag.

Den situation er næppe et ønskescenarie.

Det er således en væsentligt mere afdæmpet Trudeau, der møder op til pressekonferencen onsdag end ved valgfesten natten til tirsdag lokal tid.

Her erklærede han sejrsstolt at have fået et nyt mandat til at forfølge en ambitiøs klimapolitik.

Onsdag lyder det:

- Canadierne gav mig meget at tænke over mandag aften. Jeg er nødt til at bruge den nødvendige tid til virkelig at tænke over, hvordan jeg bedst kan tjene Canada, siger Trudeau.

Trudeau kom til magten med et absolut flertal i 2015.

Men det Liberale parti gik ved mandagens valg fra 177 sæder til 157 sæder i parlamentet. Dermed var premierministerens parti 13 sæder fra et flertal.

Da Trudeau først indtog premierministerposten, blev han ofte omtalt som en moderne politisk superstjerne.

Men hans popularitet tog et dyk efter beskyldninger om dobbeltmoral både i forhold til klimapolitik og i forhold til en såkaldt blackface-skandale.

Her kom det frem, at han flere gange i sin ungdom havde malet ansigtet mørkt til kostumefester. Ordet "blackface" bruges om en nedladende og karikeret form for sminke.

I starten af året blev han også viklet ind i en større skandale omkring politisk indblanding i en politiefterforskning af et stort canadisk entreprenørvirksomhed, SNC-Lavalin.

Hans nærmest rival ved valget, konservative Andrew Scheer, brugte også flere lejligheder i valgkampen til at angribe Trudeaus troværdighed.

Powered by Labrador CMS