Sundhedvæsenet: Undlad at ringe til os om vaccine

Sundhedsvæsenet opfordrer borgerne til at undlade at kontakte Sundhedsvæsenet med ønske om at blive vaccineret. Der er mange borgere, der er utålmodige og gerne vil vaccineres hurtigst muligt.

For ikke at belaste et i forvejen presset telefonsystem opfordrer Sundhedsvæsenet borgere, der ønsker at blive vaccineret, at undlade at tage kontakt, men i stedet afvente, at man får besked fra myndighederne.

Sundhedsvæsenet har udsendt en opdateret status på vaccine-indsatsen, og det viser sig, at man langt fra er i mål i Nuuk med at vaccinere de udsatte ældre, som står øverst på prioritetslisten.

Begrænset vaccinemængde

- Mængden af vacciner er begrænset, og det er derfor prioriteret, hvilke grupper vaccinerne skal gå til i første omgang. Først og fremmest plejehjemsbeboere, ældre borgere, frontpersonale i pleje- og sundhedssektoren og borgere med særlige lidelser, oplyser direktør for Sundhedsvæsenet Joanis Erik Køtlum.

Han tilføjer, at skepsis mod vaccinen er vendt til en langt mere positiv holdning.

- Sundhedsvæsenet har den seneste tid fået mange henvendelser fra borgere, som gerne vil vaccineres og fra borgere som i første omgang har takket nej, men som nu har ombestemt sig. Det anser vi som meget positivt, fortæller han i en pressemeddelelse.

I den første sending var fordelingen mellem byerne 402 vacciner til Ilulissat og 903 vacciner til Nuuk.

- Vi er glade for, at både Sundhedsvæsenets personale og borgerne tager imod tilbuddet om vaccination mod Covid 19. Det betyder, at vi er godt rustet til den sidste del af kampen mod coronavirussen, fortæller Joanis Erik Køtlum.

Kommuner hjælper til

- Vi er også taknemlige for samarbejde med kommunerne om vaccinationerne. Kommunerne stiller lokaler, transport og medarbejdere til rådighed. Dette er en betydelig hjælp for at kunne gennemføre den krævende vaccinationsopgave, fortæller direktøren for Sundhedsvæsenet.

Især i Nuuk er sundhedsvæsenet ikke endnu i mål med at vaccinere ovenstående grupper med den første leverance. De borgere, som endnu ikke er vaccineret, vil blive vaccineret, når de næste sendinger modtages, bliver det oplyst.

- På nuværende tidspunkt kan vi desværre ikke sige hvornår, men vi forventer, at det er indenfor de nærmeste uger. Borgere kan forvente information herom via pressen, når en dato ligger fast, siger Joanis Erik Køtlum ifølge pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS