Sundhedsvæsenet har flest arbejdsulykker

Nye tal fra Arbejdstilsynet viser, at der er anmeldt 176 arbejdsulykker i hele landet i 2008. Sygehusene ligger i top med 48 anmeldte arbejdsulykker, skriver knr.gl.

Men ifølge Søren Rendal, som er chefadministrator på Dronning Ingrids Hospital betyder det ikke, at det er farligt at arbejde på et sygehus. Derimod er tallene udtryk for et højt sikkerhedsniveau, hvor alle hændelser bliver rapporteret, selv små episoder som en sygeplejerske der stikker sig på en nål.

- Vi anmelder samtlige uheld uanset om det giver sygefravær eller ej, siger Søren Rendal til Radioavisen.

De 10-12 anmeldte arbejdsulykker, som reelt har ført til sygefravær, hænger blandt andet sammen med voldelige patienter.

I forhold til voldelige patienter er sundhedsledelsen i gang med at løse problemet ved at sende de mest voldelige til Danmark. Desuden er der installeret alarmklokker med direkte kontakt til blandt andet politiet. Herudover er sygehusene i gang med de såkaldte arbejdspladsvurderinger, i daglig tale kaldet APV. Enkelte afdelinger er langt fremme, mens andre halter.

Sundhedsledelsen er nu i gang med at lave handleplaner for medarbejderne i de afdelinger, som er længst fremme med APV. Det er ledelsens ansvar at følge op på planerne.

Powered by Labrador CMS