Sundhedsvæsenet drosler ned på behandlinger

Pandemien med coronavirus presser Grønlands Sundhedsvæsen til det yderste. Derfor bliver nogle behandlinger prioriteret ned på ubestemt tid, oplyser Naalakkersuisoq for Sundhed.

Sundhedsvæsenet er under et stort pres på grund af beredskabet mod coronavirus, opgaver med vaccination af borgere og større rekrutteringsudfordringer i forbindelse med coronarestriktioner.

Det betyder, at der også er færre hænder til at behandle patienter i sundhedsvæsenet.

- Det medfører, at enkelte områder af sundhedsvæsenet midlertidigt får længere ventetider til behandling, siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Anna Wangenheim onsdag.

Akutte behandlinger fortsætter

De områder, hvor man kan forvente længere behandlingstider er dem, der ud fra en sundhedsfaglig vurdering kan vente i mindst seks måneder, før de gennemføres, oplyser Naalakkersuisoq for Sundhed.

Samtidig forudsætter det, at opgaven skulle udføres af personale, der ankommer fra Danmark.

- Denne prioritering af sundhedsvæsenets arbejdsopgaver sker ud fra et hensyn om at mindske risikoen for at tilkaldt personale medbringer covid-19 smitte her til landet. Samtidigt med at Sundhedsvæsenet gerne skal have så effektivt et sundhedstilbud som muligt.

- Men behandlinger, der ikke kan vente og som er akutte for patienter, vil blive gennemført som planlagt, siger Anna Wangenheim.

Disse behandlinger fortsætter uændret:

  • Akutte behandlinger
  • Vagtberedskabet i hele landet
  • Aktiviteter der lægefagligt vurderes til ikke at kunne vente i seks måneder.
  • Hele det psykiatrisk Område
  • Kræftudredning og behandling

Naalakkersuisoq for sundhed kan ikke fortælle, hvor længe sådan en prioritering af opgaver indenfor sundhedsvæsenet vil vare.

Powered by Labrador CMS