Sundhedsministre underskriver i Nuuk

På mødet i dag ventes deltagerne at underskrive en deklaration, som i fremtiden skal sikre samarbejde inden for det arktiske sundhedsområde

Naalakkersuisoq for sundhed Agathe Fontain og den danske sundhedsminister Bertel Haarder er værter ved mødet, hvor ministre og delegationer fra de arktiske lande og oprindelige folks organisationer deltager. Foto: Leiff Josefsen

Nuuk er i dag onsdag værtsby for det første arktiske sundhedsministermøde.

Naalakkersuisoq for sundhed Agathe Fontain og den danske sundhedsminister Bertel Haarder er værter ved mødet, hvor ministre og delegationer fra de arktiske lande og oprindelige folks organisationer deltager.

- De arktiske lande deler mange af de samme udfordringer på sundhedsområdet. Vi ser de samme sygdomsmønstre, blandt andet på grund af ændringer i vores traditionelle levevis, siger Agathe Fontain inden dagens møde.

Bertel Haarder er også spændt på mødet.

- Det er en ambitiøs og spændende dagsorden, vi har foran os, og jeg ser frem til vores diskussioner om, hvordan vi til fordel for befolkningernes sundhed kan styrke samarbejdet mellem de arktiske lande. Der er ingen tvivl om, at vi kan lære meget af hinanden, siger Bertel Haarder.

Som afslutning på mødet ventes deltagerne at underskrive en deklaration, som i fremtiden skal sikre samarbejde inden for det arktiske sundhedsområde.

Powered by Labrador CMS