Sundhedsminister på vej til Grønland for at drøfte spiralsag

Sundhedsminister Magnus Heunicke skal aftale afdækning af spiralsag med naalakkersuisoq for sundhed.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) er i Grønland fra 9. til 13. august. (Arkivfoto).
Offentliggjort

Sundhedsminister Magnus Heunicke (Soc.) rejser tirsdag til Grønland for at drøfte den såkaldte spiralsag med sin grønlandske pendant.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Magnus Heunicke og Mimi Karlsen, der er naalakkersuisoq for børn, unge, familier og sundhed, skal blive enige om "det videre forløb for afdækningen af spiralsagen".

- Jeg ser med stor alvor på spiralsagen, som er et ulykkeligt kapitel i vores fælles historie, siger Magnus Heunicke.

Skal møde berørte kvinder

I juni blev det annonceret, at en uvildig udredning af sagen blev iværksat.

Sagen handler om en spiralkampagne i Grønland fra 1966 og mange år frem.

Her blev opsat spiraler på omkring 4500 grønlandske kvinder og piger helt ned til 13 år - mange uden samtykke. En spiral er en form for prævention.

Ud over mødet med Mimi Karlsen skal Magnus Heunicke mødes med kvinder, der er personlig berørt af sagen.

Besøget varer fra 9. til 13. august.

Andre forhold skal også afdækkes

Men det er ikke kun spiralsagen, der står til at blive undersøgt i det historiske forhold mellem Danmark og Grønland.

9. juni offentliggjorde statsminister Mette Frederiksen (S), at parterne var enige om en udredning, som skal dække perioden fra Anden Verdenskrig og frem til i dag.

Fokus er de væsentlige politiske beslutninger, begivenheder og øvrige forhold, der har præget udviklingen af Grønland og befolkningen samt forholdet mellem selvstyret og Danmark.

Kommissoriet skal være færdig til oktober 2022. Politikere og embedsmænd skal indtil da diskutere, hvad der skal undersøges, da det endnu er uklart.

Powered by Labrador CMS