Sundhedsledelse-forklaring, Kuupik

Aleqa Hammond vil have formanden for naalakkersuisut til at redegøre for sagens forløb i forbindelse med udskiftningen i sundhedsstyrelsen

Siumut-formand Aleqa Hammond. Foto: Leiff Josefsen

Siumuts formand, Aleqa Hammond, hører til de mange, der har svært ved at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen, hvor tre ud af fire medlemmer af landets sundhedsledelse er blevet fritaget fra tjeneste på grund af nogle a conto-udbetalinger.

Derfor stiller hun følgende paragraf 37-spørgsmål:

  • Sundhedsstyrelsens ledelse får udbetalt forskudslønninger uden lovhjemmel. Er dette korrekt?
  • Har man handlet med lovhjemmel og i så fald hvilken?
  • Der er fremkommet forskellige forklaringer, og dette kan læses i pressen. Derfor spørger jeg om, hvornår formanden for naalakkersuisut kommer med en klarlægning af sagens forløb over for Inatsisartut og offentligheden?
  • Har naalakkersuisut planer om at få en uvildig undersøgelse sat i gang for at få belyst sagen mere?

Aleqa Hammond begrunder sine spørgsmål således:

- Inatsisartut er arbejdsgivere for naalakkersuisut. Naalakkersuisut skal følge de anvisninger, Inatsisartut har vedtaget. Dette er baseret på de love, som er vedtaget i Inatsisartut for naalakkersuisut at følge.

Læs "Nu eller aldrig for sundhedsvæsenet"

Læs "Sana-personale raser over situationen"

- Inatsisartut vedtager finansloven, og denne lov skal naalakkersuisut følge. Nu hører vi fra Departementet for Sundhed, at man skulle have udbetalt forskudslønninger uden lovhjemmel, og dette strider imod loven. Dette skaber utrygge rammer og vilkår for alle parter, forklarer Aleqa Hammond.

Tre ud af fire medlemmer
Styrelseschef i sundhedsvæsenet Kurt Nielsen, cheflæge Carsten Thordal og chefsygeplejerske Lisbeth Lumby Rasmussen blev søndag den 25. marts fritaget fra tjeneste. De tre ud af fire medlemmer af landets sundhedsledelse er blevet fritaget fra tjeneste på grund af nogle a conto-udbetalinger.

Det har departementschef Ann Birkekær Kjeldsen oplyst.

Powered by Labrador CMS