En sund indstilling til at rejse og lære nyt

Kanukokas formand var sammen med kunstneren, fhv. landsstyremedlem Thue Christiansen, gæstetaler ved åbningen af nationaldagsudstillingen i Det grønlandske Hus i Odense

Martha Abelsen Odense-mi Kalaallit Illuutaanni malunnaateqarnerpaamik ilinniagaqartunut sammititaminik oqalugiarpoq. Ass: Leiff Josefsen

Formanden for Kanukoka Martha Abelsen talte i dag om at have en sund indstilling til at tage en uddannelse udenlands og det at have en god nationalfølelse.

Det gjorde hun i Odense i forbindelse med, at Det grønlandsk Hus markerede nationaldagen.

Martha Abelsen pointerede blandt andet, at forskellige nationaliteter har hver deres festdag til at markere deres særlige vær­dier, kendetegn og traditioner. Danskerne har valgt grundlovsdag, mens grønlænderne har valgt årets længste dag, som deres nationaldag.

- Det er den dag, vi fik vores eget nationalflag, Erfalasorput. Der et den dag, hvor selvstyreloven trådte i kraft. Det er den dag, hvor der bliver givet kajakopvisning, der bliver sunget en masse sange, der bliver spillet musik, danset folkedans, spist traditionel mad og der er en masse andre gode ting.

- Der bliver også holdt taler med stof til eftertanke i dagens anledning. Og jeg vil såle des gerne bruge nogle minutter til at betone vigtigheden af uddannelse og vigtigheden af at være indstillet på at gennemføre en uddannelse.
I disse år er der et reformarbejde i gang omkring strukturen i den offentlige sektor, begyndende med kommunesammenlægningen pr. 1. januar 2009. Reformen handler også om overdragelse af opgaver fra de centrale myndigheder, det vil sige fra selvstyret ud til kommunerne. Dette er begyndt med enkelte tiltag, og det ventes at slå igennem i de kommende år i rigere mål.

- Hovedformålet med dette reformarbejde er at forbedre borgerbetjeningen. Delmålene i reformen er selvfølgelig vigtige, herunder at komme dobbeltadministrationen til livs og dermed spare udgifter - men det allervigtigste vil fortsæt være at forbedre betjeningen af borgerne.

- Forbedring af borgerservice forudsætter imidlertid kvalificeret mandskab i den offentlige administration. Med andre ord er der brug for veluddannede menneskelige ressourcer i borgerbetjeningen. Siden Hjemmestyrets dage har der været sat ekstra ressourcer ind for at fremme uddannelsen i samfundet med fælles bevillinger fra landstinget og kommunerne. Og selvom der er brugt og stadig bruges mange millioner kroner til den ekstraordinære uddannelsesindsats, har vi gang på gang erkendt, at vi stadig er langt fra målet.

- Derfor bliver vi så glade, når en studerende har gennemført sin uddannelse, så der dermed bliver taget et skridt nærmere til målet med et mere veluddannet samfund. Vi bliver så glade, når en grønlænder har gennemført en uddannelse i Danmark eller i udlandet. Og vi bliver rigtigt begejstrede, når hun eller han vender hjem til Grønland for at deltage i samfundslivet dér.

- Jeg har bemærket, at der bor rigtigt mange grønlændere her i Odense og omegn. En del er blevet fastboende, mens andre bor her midlertidigt i forbindelse med uddannel sen. Selvom nogle af jer sikkert får hjemve indimellem på rigtig grønlændervis, er det jer vel undt at bo i et så smukt og så idyllisk sted!!

- Det er i Odense, hvor den verdensberømte eventyrdigter H. C. Andersen er født.

- Hans eventyr, som både er underholdende og meget tankevækkende, er blevet oversat til mange forskellige sprog - og en del af dem er oversat til grønlandsk af en af vore fremmeste forfattere, Frederik Nielsen.

- H. C. Andersen kunne lide at rejse. Selvom han var forankret i den danske nationalfølelse, værdsatte han og var begejstret over det han lærte i udlandet.

- Jeg tror, at H. C. Andersen på den måde havde en sund indstilling. Nationalisme og det at have en god nationalfølelse er nemlig to forskellige ting.

- Selvom vi drager til verden for at tage uddannelse, kan vi fastholde og udvikle vores grønlandske identitet. Det har vi set gode eksempler på. Vi vil udnytte udlandsopholdet til at søge at udvide vores horisont og til at udvikle os personligt - det vil også gavne vore medborgere i Grønland, sagde Martha Abelsen og ønskede alle en god nationaldag.

Powered by Labrador CMS