Børn og unge

Styrket indsats mod mobning

Der kommer nu kurser i Nuuk, Sisimiut og i Ilulissat i forbindelse med kampagnen 'Kammagiitta - Fri for Mobberi'

Offentliggjort

Mary Fonden og Red Barnet afholder i slutningen af april introduktions- og opfølgningskurser til kampagnen ’Kammagiitta - Fri for Mobberi’.

Med som oplægsholdere er Lars Stilling Netteberg fra Red Barnet og mobbeforsker Helle Rabøl Hansen fra Danmarks Pædagogiske Universitet samt i Nuuk forebyggelseskonsulent Arnaaraq Petersen fra Kommuneqarfik Sermersooq. På kurserne vil der også være et oplæg af Børnerettighedsinstitutionen MIO, der fortæller om deres nye rolle i Kammagiitta – Fri for Mobberi.

Kurserne foregår i Nuuk, Sisimiut og Ilulissat i samarbejde med de enkelte kommuner, oplyser MIO i en pressemeddelelse.

Flere får mulighed
Kammagiitta – Fri for Mobberi har kørt i Grønland siden 2011 og er implementeret i de fleste byer og bygder. Nye medarbejdere i børnehaver og skoler, som ikke i 2011 var med på kurserne, får nu mulighed for at blive introduceret for teorien og metoden bag Kammagiitta – Fri for Mobberi.

På introduktionskurserne vil også nye børnehaver og skoler og studerende deltage, så endnu flere børn får gavn af Kammagiitta - Fri for Mobberi fremover. På opfølgningskurserne vil pædagoger og lærer der allerede arbejder med Kammagiitta – Fri for Mobberi blive opdateret på den nyeste viden om mobning, og få ny inspiration til arbejdet.

I forlængelse af kurset vil der i Nuuk være et gå-hjem møde, som er et åbent arrangement for alle børneprofessionelle og interesserede. Gå-hjem mødet afholdes i dag, onsdag, klokken 16.15 i Katuaqs lille sal.

Powered by Labrador CMS