Studie vækker opsigt: Fast læge sænker dødelighed
Studiet bør vække opmærksomhed blandt politikere i Grønland, mener regionslæge.
Et norsk studie viser, at dødelighed og risiko for akutte hospitalsindlæggelser er markant lavere blandt personer, der er tilknyttet samme læge gennem længere tid.
Forskere er kommet frem til resultatet ved at kigge på data fra 4,5 millioner nordmænd. I den forbindelse har de blandt andet set på personer, der har været tilknyttet samme læge gennem 15 år eller mere og sammenlignet med personer, som har haft samme læge i et år eller mindre.
Undersøgelsen viser, at patienter, som haft samme praktiserende læge i mere end 15 år, har 25 procent lavere risiko for at dø, end de patienter, som har haft samme læge i et år eller mindre.
Tilsvarende havde de patienter, som havde haft en kontinuerlig kontakt med egen læge, 28 pct. mindre sandsynlighed for at blive akut indlagt på sygehus.
Det skriver mediet Dagens Medicin. Undersøgelsen er udgivet i det videnskabelige tidsskrift British Journal of General Practice.
Regionslæge: Det går den forkerte vej
Regionslæge Lone Hove i Nuuk finder undersøgelsens resultater opsigtsvækkende. Hun mener, at den underbygger det, som mange læger allerede ved: At tilknytning til egen læge fremmer sundheden.
Hun håber, at undersøgelsen også vil vække genklang og debat blandt politikere i Grønland. Regionslægen mener nemlig, at udviklingen i sundhedsvæsenet et gået den forkerte vej de senere år:
- Jeg har været her i fem år, og i den tid er vi gået fra otte speciallæger i Nuuk til fire og en halv til knapt 20.000 mennesker. Vi kan ikke overkomme at følge patienterne på den måde, vi gerne vil. Min bekymring går på alle regioner i Grønland.
- Derfor er det en væsentlig undersøgelse, fordi Norge visse steder har forhold, der er sammenlignelige med Grønland. Vi har i den grad svært ved at tiltrække læger, siger Lone Hove til Sermitsiaq.AG.
Patienter oplever skiftende læger
Hun fortæller, at man for at imødegå lægemangel i Nuuk har indført et system, hvor typisk yngre læger tilser patienterne, og så supervisere speciallæger de yngre læger. Systemet fungerer men er ikke optimalt, mener hun:
- Vi er gået fra at være den læge, der kender patienterne til at supervisere de yngre læger, så vi får behandlet patienterne. Men det er hovedsageligt de akutte ting, vi får kendskab til. De mere kroniske ting, som speciallæger i almenmedicin er spcialister i at håndtere, kan gå under radaren.
- Når man kender sine patienter og familier, så er de også trygge ved at komme og fortælle om deres problemer. Det mangler. Og det sker ofte, at en patient kommer ind til en ny yngre læge - for den yngre læge er her kun et halvt år ad gangen, siger Lone Hove.
Hun mener politikerne bør laver planer for at løse problemet, for det bliver kun sværere:
Ittoqqortoormiit er et billlede på udviklingen
- I Ittoqqortoormiit havde vi eksempelvis først en fast læge, så havde vi vikarer og til sidst måtte vi opgive at have en læge på stedet. Nu er det sygeplejersker, der er på sundhedshuset i byen. De gør det godt, men der er forsvundet en læge, siger Lone Hove.
Hun siger, at politikerne bør overveje de vilkår, der tilbydes sundhedspersonalet, da Grønland er i konkurrence med Danmark og Norge:
- Det er politisk ukorrekt, at man skal give lægerne flere penge. Men realiteten er, at man har svært ved at tiltrække dem. Nogle af mine bekendte rejser hellere til Norge, og det handler blandt andet om, at de får en del mere i løn der, siger hun.