Studie påviser indavl blandt norske isbjørne

Tab af havis betyder, at isbjørne på Svalbard har mistet en del af deres genetiske variation, konkluderer et studie.

Nanoq, Isbjørn, sommeren 2014, Aappilattoq

Over en periode på 20 år har isbjørne på Svalbard mistet op til 10 procent af deres genetiske variation.

Til gengæld er forskellen i generne mellem forskellige grupper af isbjørne blevet 200 procent større. Det viser et norsk studie, der blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift The Royal Society i sidste uge.

Udviklingen skyldes efter al sandsynlighed, at havisen svinder ind, hvilket indskrænker isbjørnenes muligheder for at flytte sig over større afstande, og det resulterer i en slags indavl mellem bjørnene.

Fernando Ugarte forsker i isbjørne ved Grønlands Naturinstitut og har læst den norske undersøgelse.

Lignende situation ved Baffin Bugten

Han forklarer studiets resultater på den måde, at nogle isbjørne bliver omkring øerne året rundt, mens andre lever på havisen og kommer til øerne om vinteren:

- Men eftersom havisen forsvinder på grund af klimaforandringerne, bliver der mindre kontakt mellem isbjørnene, og de bliver mere og mere isolerede fra hinanden, siger Fernando Ugarte.

Ifølge forskeren er der en lignende situation i Baffinbugten:

- Vi har ikke helt den samme situation i Grønland, men vi har dokumenteret, at isbjørnene i Baffin Bugten bruger et mindre område og er blevet mere isolerede fra deres nabobestande, siger Fernando Ugarte og fortsætter:

Ugarte: Isbjørnen kan forsvinde fra store områder

- Isbjørne i Baffin Bugten, som vi deler med Canada, har også oplevet i de seneste 30 år, at havisen om sommeren er forsvundet. De har ringere muligheder for at fange sæler, bliver oftere tvunget til at svømme over længere afstande og er generel i dårligere form og får færre unger end i 1990’erne, siger Fernando Ugarte.

Fernando Ugarte understeger, at klimaforandringerne udgør en reel trussel mod isbjørne på sigt:

- Hvis man ikke får styr på drivhusgasser, kommer isbjørne til at forsvinde fra store dele af Arktis i dette århundrede, siger han.

Grønland er dog at de steder, som vil gode vilkår for isbjørne i de kommende år, forklarer han:

- Grønland er et godt sted for isbjørne, fordi klimamodeller forudsiger, at sommer havisen omkring Nordgrønland vil være noget af det sidste, som forsvinder. Derfor vil isbjørne i Nordgrønland have nogle af de bedste muligheder for at overleve.

Powered by Labrador CMS