Uoverensstemmelse

Strid forplumrede hjælp til ledige

Selvstyret og Qeqqata Kommunia var uenige om aflønning af ansatte til projekt for at bringe ledige i job. Uoverensstemmelsen skabte uorden i budget til at nedbringe arbejdsløsheden

Sisimiut
De arbejdsløse i Sisimiut har ikke kunne nyde godt af alle planlagte projekter til hjælp for dem i deres situation

Penge, som skulle hjælpe ledige med at finde et fast arbejde, samlede tilsyneladende støv. Det syn mødte de uafhængige revisorer for Qeqqata Kommunia, da de kontrollerede en særlig pulje målrettet arbejdsløsheden.

Det fremgår af den seneste revisionsberetning, som gælder for 2015. Her påpeger BDO Revision, at kommunen og selvstyret sidste år havde indgået en aftale om at bruge 4,8 millioner kroner til gavn for de arbejdsløse.

Ud af dette samlede beløb skulle kommunen bidrage med 1,2 millioner kroner. Det var blot ikke tilfældet, da revisorerne tjekkede budgettet.

Læs: Hundeslæde-kvarter på plads i Sisimiut

Risiko for mangelfuld indsats
- Ved en gennemgang af de igangsatte projekter vurderer vi umiddelbart, at der kan være risiko for, at beløbet til særlig indsats mod ledigheden ikke bliver anvendt fuldt ud. Dette skyldes, at der på tidspunktet for revisionsbesøget ikke er bogført en andel af kommunens bidrag på 1,2 millioner kroner, ligesom enkelte projekter ikke er igangsat eller der alene er afholdt få udgifter, bemærker revisorerne.

Læs: Rod i udbetalinger til nye forældre

Mangler projekter i Sisimiut
I et svarnotat forklarer politikerne i erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget, at alle projekterne for de ledige i Maniitsoq rent faktisk har været gennemført. Men det har ikke været tilfældet i Sisimiut.

- Det er korrekt, at da revisionen aflagde Qeqqata Kommunia besøg i løbet af 2015, at det på baggrund af konteringen af udgifter (Når man konterer vil det sige, at man henfører indtægtsbilag og omkostningsbilag til den rette konto i en kontoplan red.) på handleplan for ledige ikke så ud til, at kommunen havde fået igangsat tiltagene i Sisimiut. Det skyldes imidlertid en uoverensstemmelse mellem både Qeqqata Akademi og Qeqqata Kommunia og mellem Departementet og Qeqqata Kommunia om aflønning af ansatte og kontering af tiltagene, forklarer kommunalpolitikerne i erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget.

Læs: Kommunalpolitikere modtog dobbeltløn

Forkert arbejdsuge
En anden kuriositet som revisorerne spottede var fejl i samtlige sager med barselsdagpenge.

- Årsagen til disse fejludbetalinger skyldes primært, at antallet af arbejdstimer inden fødslen (der danner grundlag for beregning af barselsdagpengene) er opgjort forkert samt, at administrationen har anvendt en 7 dages arbejdsuge og ikke en 5 dages arbejdsuge i forbindelse med udbetalingen, konstaterer revisorerne.

Qeqqata Kommunia har oplyst, at de vil ændre praksis med opgørelsen af den forkerte arbejdsuge.

Læs: Pensionister fik for mange penge fra det offentlige

Powered by Labrador CMS