Efter strenge restriktioner: Nul aktive smittetilfælde i New Zealand

New Zealand er sluppet nådigt fra virusudbruddet i forhold til andre lande. Nu er der ingen aktive tilfælde.

New Zealand melder om ingen aktive smittetilfælde med coronavirus i landet. Det er første gang, siden at virusset brød ud i landet i slutningen af februar.

Det oplyser sundhedsmyndighederne i en erklæring natten til mandag dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den sidste person, der blev overvåget for coronavirus, er dermed blevet løsladt fra isolering, da vedkommende er erklæret rask. Det siger sundhedsdirektør Ashley Bloomfield i erklæringen.

New Zealand har ikke haft nogen nye smittetilfælde de seneste 17 dage.

Grænsekontrol fortsætter

Med nul aktive smittetilfælde vil den newzealandske regering ophæve alle restriktioner, der er indført i forsøget på at inddæmme coronavirus, mandag ved midnat.

Dog vil den strenge grænsekontrol vare ved.

Premierminister Jacinda Ardern siger, at New Zealand har "fundet en hidtil uset måde at knuse virusset på", men at de er nødt til at forblive årvågne.

- Vi vil næsten helt sikkert se tilfælde her igen. Det er ikke et tegn på, at vi har fejlet, det er en virkelighed for dette virus, siger Ardern.

New Zealand er sluppet nådigt fra virusudbruddet i forhold til de fleste andre lande.

22 dødsfald

Der er ifølge Johns Hopkins University registreret 22 dødsfald relateret til coronavirusset blandt landets befolkning på cirka 4,9 millioner. I alt er der registreret 1154 smittetilfælde.

Landet er hjulpet af, at det er en afsides østat, der har nemt ved at styre, hvem der kommer ind og ud.

Arderns regering har fået ros for at reagere hurtigt og beslutsomt med nogle af verdens strengeste begrænsninger under epidemien.

Alle skulle blive hjemme

Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), har blandt andet delt erfaringer med Ardern om håndteringen.

Arbejdspladser og skoler blev lukket i midten af marts i New Zealand, selv om der ikke var registreret mange coronatilfælde.

Det samme gjaldt værtshuse og restauranter, som også fik forbud mod at sælge mad ud af huset. Det blev desuden forbudt at tage på stranden eller i skoven. Alle skulle blive hjemme.

Disse restriktioner er gradvist siden april blevet løsnet.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS