Strejken er afblæst

Flytrafikken genoptages i normalt omfang torsdag. Parterne nåede i allersidste øjeblik til enighed om ny overenskomst.

Flypassagerer kan ånde lettet op: Den varslede strejke blandt Air Greenlands kabinepersonale træder IKKE i kraft klokken 20.01 onsdag (grønlandsk tid). Foto Jørgen Chemnitz

Aftalen skal nu til urafstemning blandt kabinepersonalet organiseret i Air Greenland Union, ACU. Dermed er det lykkedes at afværge den varslede strejke. Ledelsen i Air Greenland kan nu i et par uger ånde lettet op, indtil resultatet af urafstemningen foreligger.

Det har foreløbig ikke været muligt at få oplyst, hvad overenskomsten indeholder af nye ting i forhold til den aftale, parterne indgik tidligere på året, og som ACUs stemte nej til med overvældende flertal.

Air Greenland flyver sit sædvanlige og planlagte program fra torsdag.

De passagerer, som i løbet af de seneste dage har fået ombooket deres rejse, kan nu vælge mellem at beholde deres nye rejsedato eller booke tilbage til deres oprindelige afgang forudsat der findes plads.

Air Greenland holder sin hotline åben på +299 34 33 44 fra kl. 06:00 til 17:00.

Powered by Labrador CMS