Strategi for Grønlands dyreliv i høring

Hvordan kan vi beskytte dyrene bedst, samtidig med vi benytter ressourcerne mest muligt? Det har Naalakkersuisut et bud på i deres biodiversitetsstrategi der netop er i høring.

Naalakkersuisut ønsker at beskytte de levende ressourcer samtidig med at ressourcerne udnyttes mest muligt.

Naturressourcerne er helt afgørende for livet, fødevareforsyningen og madkulturen i Grønland.

Derfor har Naalakkersuisut udarbejdet en biodiversitetsstrategi, der skal gælde frem til 2030. Strategien er netop sendt i offentlig høring.

- Naalakkersuisut ser ingen modsætning mellem naturbeskyttelse og udnyttelse af naturens ressourcer. Vores opgave er at sikre, at udnyttelsen af de levende ressourcer sker bæredygtigt, så naturressourcerne er til størst mulig gavn for både nuværende og kommende generationer, lyder det fra naalakkersuisoq for miljø, Jess Svane i indledningen af strategien.

Truslerne

I strategien understreges, at klimaforandringerne er den største trussel mod naturen og de levende ressourcer i Arktis. Andre trusler som overudnyttelse og forurening bør også tages alvorligt ifølge den kommende strategi.

- Det er derfor vigtigt, at vi arbejder 6 sammen på tværs af sektorer for at minimere de negative påvirkninger og sikre en bæredygtig udnyttelse af naturen. Det er nødvendigt uanset, om påvirkningen kommer fra vores egne aktiviteter eller fra andre egne af verden, lyder det i strategien.

Strategien vil arbejde efter FN’s Verdensmål. Og ifølge Naalakkersuisut er der flere af verdensmålene, der relaterer sig direkte til biodiversiteten og naturbeskyttelse. Blandt andet verdensmål om livet i havet, livet på land og sundhed og trivsel.

Den offentlige høring slutter den 1. september 2020. Du kan læse høringsmaterialet her.

Powered by Labrador CMS