Nuuk

Stort underskud på brættet

Hvis brættet i Nuuk var en privat forretning, havde ejeren formentlig for længst være nødt til at give op. År efter år er der røde tal i regnskabet

Brættet har svært ved at få forretningen til at køre rundt, selvom personalet gør deres bedste for at betjene kunderne og gøre lokalerne indbydende

Brættet i Nuuk er en større underskudsforretning, som hvert år koster kommunekassen – og dermed skatteyderne – et ganske stort beløb at drive.

Problemet er det enkle, at salget ikke kan dække omkostningerne, og det skal der gøres noget ved, mener politikerne, som under det seneste møde i kommunalbestyrelsen havde emnet oppe at vende.

Her blev politikerne præsenteret for en status for den skrantende forretning, som blandt andet viser, at der i alle årene – siden åbningen af det nye bræt i midtbyen – har været et merforbrug på omkring to millioner kroner.

Penge, som især er gået til at aflønne personalet.

Torvehal
Situationen er uholdbar, og gennem længere tid har der været arbejdet på en løsning og holdt en række møder mellem blandt andet den kommunale forvaltning og den lokale fisker- og fangerforening, NAPP.

Af den orientering, som kommunalpolitikerne blev præsenteret for, fremgår det, at kommunen håber på en ny organisering og driftsmodel.

- Brættet bør udvikles i retning af at være en selvstændig enhed, enten drevet af fiskerne og fangerne selv, eller som en torvehal, hvor fiskere og fangere lejer sig ind på forskellige stadepladser, hvorfra varerne sælges, står der.

Ifølge orienteringen til politikerne har Forvaltning for Anlæg og Miljø lagt stor vægt på at opnå enighed med NAPP omkring en mere kommercielt orienteret model. Men enighed har ikke kunnet opnås.

Nye varer
Der er allerede gjort forskellige tiltag for at gøre brættet til en bedre forretning. Blandt andet er udbuddet af varer blevet forøget.

Selvstyret gav således i juli dispensation for, at der frem til december 2014 kan sælges tørret fisk og kød, frosset fisk og kød samt saltet fisk og kød. I den forbindelse har brættet anskaffet to nye displaykøleskabe og to salgsfrysere.

Samtidig er der givet mulighed for, at det gamle bræt kan benyttes i spidsbelastningsperioder, eksempelvis ved sæsonbestemt indhandling af rensdyr, moskus og fugle.

Politikerne sætter nu deres lid til de fortsatte forhandlinger mellem kommunen og NAP; at de kan føre frem til en løsning, så kommunens udgifter til driften minimeres. En afklaring forventes først i det nye år.

Powered by Labrador CMS