Gå til hovedindhold

Stort overskud i Tele

Tele Greenland kom ud af 2011 med et overskud før skat på 71,1 millioner kroner. Store investeringer i nye og bedre produkter er på vej

På Tele Greenlands generalforsamling i går onsdag fremlagde konstitueret administrerende direktør Steen Montgomery-Andersen virksomhedens årsrapport, som viser et overskud før skat på 71,1 millioner kroner.

Generalforsamlingen godkendte årsrapporten og et udbytte til Grønlands Selvstyre på 32 millioner kroner.

Det fremgår af bestyrelsesformand Agner N. Marks beretning, at 2011 har været et godt år for Tele Greenland.

- Vi gennemførte 1. april 2011 meget store prisnedsættelser på vore internetprodukter. De lavere priser er taget godt i mod af kunderne, som trods øget forbrug har sparet betydelige beløb. Tele Greenland har trods forbrugsstigningen mistet omsætning svarende til cirka 20 millioner kroner årligt på prisnedsættelsen, fortæller Agner N. Mark.

Nye investeringer
Bestyrelsesformanden fortæller, at det gode resultat følges op med store investeringer i nye og bedre produkter. Som eksempel kan nævnes det mobile bredbånd, som blev introduceret i 2010, og som allerede dækker et område, hvor 63 procent af befolkningen bor. Udbygningen fortsætter i 2012 med dækning af yderligere seks byer. Et andet eksempel er nye selvbetjeningsløsninger inden for postområdet.

- De gode resultater i 2011 er først og fremmest skabt af loyale og krævende kunder og en fremragende indsats af selskabets medarbejdere. Vi håber, at vi i 2012 og fremover fortsat kan levere solide økonomiske resultater og samtidig introducere produktforbedringer og på udvalgte områder nedsætte priserne, siger Agner N. Mark.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies for at kunne se og deltage i debatten.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER