Storm på vej: Air Greenland varsler aflysninger
De kommende to dage forventes der kraftig blæst og regn på strækningen fra Paamiut til Sisimiut på vestkysten. Air Greenland varsler flere aflysninger.
De fleste afgange mellem Paamiut og Sisimiut er aflyst på grund af varsel om kraftig blæst og regn fredag og lørdag. Også andre flyafgange, der skal mellemlande på den nævnte strækning, er ramt af aflysninger.
Til gengæld har Air Greenland indsat en flyvning til og fra København søndag, som de berørte passagerer skal rejse med for at nå frem til deres destination.
Det skriver Air Greenland på sin Facebook-side.
- Vi arbejder på at få nogle passagerer tidligere afsted og at få andre flyttet til senere afgange. Dermed skal alle rejsende forvente at modtage en ny rejseplan, skriver flyselskabet.
Vindstød op mod 40 m/s
DMI varsler, at stormen når Nuuk fredag formiddag, hvor vindstyrken forudeses at nå op på 27 m/s med vindstød op over 37 m/s fredag eftermiddag. Allerede lørdag formiddag vil vinden begynde at lægge sig.
Også i Sisimiut kan borgere forvente vindstød op mod 30 m/s fredag eftermiddag, mens vindstødene i Paamiut vil ligge under 25 m/s.
Air Greenland gør opmærksom på, at der allerede nu er begrænset med ledige hotelværelser i Kangerlussuaq til de rejsende, der kan forvente at være strandet i atlantlufthavnen.
- Vi har opstillet alle de senge, som Air Greenland har indkøbt og åbnet hallen for de passagerer, som kommer til Kangerlussuaq. Det er selvfølgelig ikke en optimal situation, men stationspersonalet i Kangerlussuaq gør alt, hvad de kan, for at få alle indlogeret, skriver flyselskabet.