Storm i Østgrønland lukker børnehaver og skole
Børn holdes hjemme i Tasiilaq og Kulusuk, mens andre offentlige arbejdspladser også holdes lukket tirsdag. Storm med op mod 40 m/s vindstød hærger Østgrønland lige nu.
Kommuneqarfik Sermersooq har valgt at holde daginstitutioner og skoler lukket i Tasiilaq og Kulusuk på grund af kraftig storm, der rammer Østgrønland tirsdag.
Vinden kommer fra nordøst, med hastigheder på 25-28 m/s, mens vindstød forventes at nå op på orkanstyrke med 33-38 m/s ifølge varslingen.
- Som en konsekvens har Kommuneqarfik Sermersooq besluttet at lukke alle skoler, daginstitutioner og offentlige kontorer i Tasiilaq og Kulusuk som en sikkerhedsforanstaltning, skriver kommunen på sin hjemmeside.
Beredskabet klar
Kraftige storme i Østgrønland har tidligere resulteret i flere evakuerede borgere på grund af skader i vinduer og husbeslag. Beredskabet i kommunen opfordrer også nu alle borgere til at sikre løse genstande i deres omgivelser for at minimere risikoen for skader.
Grønlands Politi oplyser, at der tirsdag formiddag opleves ustabil telekommunikation i Tasiilaq-området.
Den kraftige storm forventes at vare fra omkring klokken 02.00 natten til tirsdag og frem til klokken 14.00 onsdag den 18. oktober.
- På grund af de forventede vindstød af orkanstyrke er der en særlig bekymring for, at tunge objekter kan blive hvirvlet op af vinden. Derfor opfordres alle til at opholde sig indendørs i den angivne periode, skriver Kommuneqarfik Sermersooq.
Kommuneqarfik Sermersooq vil komme med løbende opdateringer.