Store krydstogts-uge i Nuuk

Den kommende uge byder på et nyt besøg hver dag af tyske og franske krydstogtsturister i hovedstaden.

Efter planen ankommer MS Delphin Voyager til Nuuk søndag klokken 10 og drager videre mod Ilulissat klokken 21.

Søndag ankommer det første i en perlerække af planlagte krydstogtskibe til hovedstaden den kommende uge. Alle skibe er ladet med flere hundrede tyske eller franske turister. Afhængig af skibets størrelse er der mellem 200 og 800 turister ombord, fortæller turkoordinator Grace J. Nielsen fra Nuuk Tourism.

Det første skib i rækken, Delphin Voyager, ankommer efter planen med omkring 600 tyske passagerer ombord til Nuuk søndag den 27. juli klokken 10.

Derefter følger MS Bremen om mandagen, MS Delphin om tirsdagen, MS Prinsedam onsdag, MS Princess Danae torsdag og lørdag ankommer to krydstogtskibe, MS Le Diamant og MS Vistamar.

Såfremt anløbsplanen for 2008 holder stik, vil der i år med 34 anløb have været dobbelt så mange krydstogtsskibe til Nuuk som sidste år, hvor 17 krydstogtsskibe lagde vejen forbi hovedstaden.

Powered by Labrador CMS